Villarreal har fået en god sæsonstart i La Liga, hvor de kun har tabt en enkel kamp og ligger på fjerdepladsen. Søndag aften skulle de forsøge at skabe et nyt resultat, da oprykkerne Elche kom på besøg.
Elche er startet livet i La Liga med en stærk defensiv, men det har omvendt også haltet med at score mål i den anden ende for oprykkerne, der lå nummer 11 før kampen.
Den stærke defensiv stod også godt imod Villarreals offensiv i kampen. Selvom hjemmeholdet havde bolden mest, skabte de ikke meget i en ekstremt chancefattig første halvleg.
Derfor stod det 0-0 i pausen.
I anden halvleg tog Villarreal endnu hårdere fat i kampen, men langt de fleste af hjemmeholdets afslutninger blev sendt afsted et godt stykke udefra og voldte ikke Elche-målmand Edgar Badia problemer.
Elche havde stort set ingenting at byde ind med offensivt i hele kampen, og da Villarreal ikke kunne bryde igennem betondefensiven, lignede det en 0-0-kamp.
Få minutter før tid sendte Takefusa Kubo et indlæg ind bag Elche-forsvaret, hvor Pau Torres kom først på, men han ramte bolden skidt med hovedet og kunne se sin afslutning ramme overliggeren og gå over.
Trods et afsluttende pres lykkedes det ikke for Villarreal, og derfor endte kampen 0-0.
Det ene point sender Villarreal forbi Real Madrid på tredjepladsen, mens også Elche rykker en placering op og nu ligger nummer ti.
































