December byder traditionen tro på julekalender på Bold, og i år stiller vi skarpt på fodboldtrøjer og fortæller de sjove, skøre og opsigtsvækkende historier.
Hvilken trøje har spillerne byttet sig til, hvilken stjerne jagtede de forgæves et trøjebyt med, hvilken trøje betyder noget helt særligt for dem, og meget andet.
Bag låge 23 skal vi spole tiden 30 år tilbage og kigge mod Vejle.
Efter et par års fravær vender VB i 1995 tilbage til Superligaen, hvor det i 1995/96 ender med en niendeplads, men i den efterfølgende sæson stikker det af.
Det kulminerer i 1997, hvor Vejle for næsen af AGF og Herfølge får sølvmedaljer.
Morten Pelch har været Vejle-fan hele livet og er i dag kommunikationschef i Vejle Boldklub, og han husker sæsonen som et kæmpe højdepunkt i klubbens historie.
VB spillede dengang i en hummel-trøje, som næsen altid var en standardtrøje - eksempelvis en variant af en landsholdstrøje.
Men i forbindelse med sølvsæsonen blev der lavet en særlig trøje, som endte med at få et opsigtsvækkende twist.
- Undervejs i sølvsæsonen var der drøftelser med hummel, hvor vi fik lavet en speciallavet Vejle-trøje, og det var en stor ting.
- På det tidspunkt var der i dansk fodbold ikke den slags regler, der dikterede, hvor logoet skulle være placeret, hvor meget en sponsor måtte fylde og så videre, fortæller Morten Pelch.

Foto: Privat
Men de europæiske retningslinjer for trøjerne skulle Vejle i den grad komme til at stifte bekendtskab med.
- Viskestykketrøjen, som nogle kalder den, blev hurtigt populær og solgte godt, så alt var godt, men så kom vi jo i Europa. Der har UEFA nogle regler, som ikke var nået til Danmark dengang, og det skabte panik i Vejle Boldklub.
- UEFA har regler for, hvor klublogoet skal sidde, og hvor stort det må være, og der var vi ude på tynd is.
Det førte til en række telefonopkald frem og tilbage op til de europæiske kampe, og løsningen blev ganske usædvanlig.
- Logoet forsvandt fra maven på trøjen og blev simpelthen lavet som et træningsdragt-tryk, som næsten sidder helt oppe på skulderen, men trods alt på venstre side, og så levede den op til reglerne.
Messi-trøjen ryger først
Morten Pelch ejer personligt to eksemplarer af de særlige trøjer, som hans afdøde lillebror personligt fik af Vejle-spillerne, der blev båret i de europæiske kampe.
Han vurderer, at der i forbindelse med de europæiske kampe blev produceret i omegnen af 50 eksemplarer, så de er i ganske høj kurs.
- Jeg er blevet tilbudt 10.000 for en af dem, men de er ikke til salg.
- Jeg har også en Messi-trøje med autograf på, og jeg vil sige det sådan, at den sælger jeg, før jeg nogensinde vil overveje at sælge dem her.
Messi-trøjen er købt online og er opbevaret i en sikkerhedsboks sammen med ’viskestykketrøjerne’.
- Jeg havde faktisk også en signeret Ronaldo-trøje, som han skrev på, da jeg var på Færøerne for B.T. og dækkede Færøerne-Portugal i 2016, men den solgte jeg til en lokal pizzeria-ejer for 6.000, fordi jeg bedre kan lide Messi. Den skulle jeg nok have beholdt, fortæller han med et grin.
- Den færøske pressechef var ved at rive hovedet af mig, for jeg gik over sådan en linje for at komme derhen. Ronaldo gik faktisk forbi mig, men så opdagede han Real Madrid-trøjen og kom tilbage og skrev på den.
Men viskestykketrøjerne bliver altså svære at overgå.

Foto: Privat
Bag på den petroleumsgrønne er Jesper Mikkelsens navn, mens den røde hjemmebanetrøje sad på Danny Jung.
- De match-worne af trøjerne fra de europæiske kampe er lidt mytisk blandt Vejle-fans, og dem, der har den, er meget stolte af den. Vi ser dem også stadig på stadion.

AGF-miraklet i Poznan
Hattrick | Afsnit 163AGF gjorde onsdag det umulige og overkom et 1-4-nederlag, da de efter straffesparkskonkurrence spillede sig videre mod Lech Poznan i Champions League-kvalifikationen. Bolds udsendte i Polen kommer med en beretning.
Læs mere

Vejle Boldklub
3F Superliga






















