




Viborg FF fik søndag besøg af Silkeborg IF, og første halvleg var fuldstændig betagende.
Det startede som lyn og torden. Allerede efter 30 sekunder var Tonni Adamsen tæt på, men Lucas Lund reddede værterne.
Kort efter scorede Silkeborg alligevel. Det efterfølgende hjørnespark endte i det lille målfelt, hvor Alexander Busch i sidste ende fik sparket bolden i mål efter noget klumpspil.
Drømmestart for Silkeborg IF, der bare blev ved efterfølgende.
Efter ti minutters tid gjorde de det også til 2-0. Denne gang var det Adamsens tur. Silkeborg-angriberen scorede fra en halvspids vinkel, efter han var blevet sat op af Callum McCowatt.
Viborg var i den grad på hælene, men Nickolai Lunds tropper lagde sig ikke ned. Efter 20 minutter fik de reduceret.
Artiklen fortsætter efter billedet

Mads Søndergaard, der har gang i en rigtig flot sæson, timede sit løb perfekt og udnyttede et godt indlæg fra Jean-Manuel Mbom.
Hjemmepublikummet vågnede for alvor op, og efter 38 minutter fik de mere at juble over. Jakob Vester, der startede inde i stedet for en skades Yonis Njoh, sparkede udligningen i mål fra kanten af feltet.
Pausen nærmede sig herefter, men højdepunkter var der alligevel flere af. Viborg troede for en stund, de havde vendt opgøret.
Efter et kikset saksespark fra Jeppe Grønning kunne Tim Freriks prikke bolden i mål. Jublen var stor, men den forsvandt også igen.
VAR blandede sig, og det blev efter lidt tid besluttet, at målet skulle annulleres for hånd på bolden.
Stort Viborg-pres
Anden halvleg var ikke ret gammel, da Freriks scorede igen. Og igen blev målet annulleret. Denne gang fandt dommeren en frispark i situationen.
Viborg-presset blev ved, og midt i anden halvleg var de igen tæt på. Havde det ikke været for Tonni Adamsen, der clearede på stregen, så var hjemmeholdet kommet foran.
Med 20 minutter igen burde Viborg være kommet foran. Søndergaard var helt fri i det lille felt, men alligevel formåede han at sende sin afslutning forbi mål. Hjemmepublikummet kunne næsten ikke tro det.
Silkeborg var kort efter tæt på i den anden ende, men Lucas Lund diskede op med en flot refleksredning på en afslutning fra højresiden.
Mod slutningen af kampen gik tempoet lidt ud af opgøret, men til sidst fik Silkeborg alligevel en gylden mulighed.
VAR fandt en Viborg-arm på bolden, og derfor blev der peget på pletten. Jens Martin Gammelby skulle tage sig af muligheden fra de 11 meter.
Det lykkedes han lige akkurat med. Lund fik ellers en handske på afslutningen, men alligevel hoppede bolden i mål.
Silkeborg tog derfor alle tre point, og det betyder, at de nu hopper op på siden af Viborg FF. Begge mandskaber har seks point efter fem kampe.

VM Morgenbriefing: Tyskland kollapser - Holland følger trop
Hattrick | Afsnit 127Tyskland og Holland er færdige ved VM efter to dramatiske straffesparkskonkurrencer.
Læs mere
Silkeborg IF
Viborg FF
3F Superliga




































