




Werder Bremen blev onsdag fældet af en VAR-dom, da klubben i den tyske pokalturnerings semifinale blev slået ud af Bayern München.
Kingsley Coman blev nedlagt i feltet, og dommeren pegede på straffesparkspletten - og han så ikke situationen igennem på video, selvom han havde muligheden.
Dermed har videdommerne formentlig givet ham grønt lys til at dømme straffesparket, og det var de i Werder-lejren voldsomt utilfredse med efter opgøret.
- Dommeren sagde, at der var kontakt, men det var der ikke. Jeg forstår det ikke. Videodommeren må føle sig meget sikker. Jeg synes ærlig talt, at det er unfair, siger Maximilian Eggestein ifølge klubbens hjemmeside.
- Vi har allerede prøvet det her en gang. Jeg kan huske, at vi oplevede en lignende situation for tre år siden. Denne gang havde vi VAR, men det skete alligevel. Det er virkelig svært at begribe, siger Eggestein.
Da Bayern fik det afgørende straffespark havde Werder Bremen lige vendt 0-2 til 2-2.


Werder Bremen
Bayern München
DFB Pokal


































