


Werder Bremen og Ajax er begge ved at finpudse formen frem mod en ny, lang sæson. De to traditionsklubber havde sat hinanden stævne i en træningskamp, og her trak tyskerne det længste strå trods en tidlig Ajax-føring.
Colombianske Mateo Cassierra bragte hollænderne foran efter 21 minutters spil - stik imod spil og chancer. Ajax havde danskerduoen Lasse Schöne og Kasper Dolberg med fra start.
Med fra start var Thomas Delaney ikke, men den tidligere FC København-anfører kom i spil fra anden halvlegs start, og her kunne han efter ganske få sekunder se stortalentet Johannes Eggestein score til 1-1 på en flot soloaktion.
Efter en times spil blev Delaney nedlagt i feltet og Florian Kainz kunne efterfølgende omsatte straffesparket til scoring.
Med et kvarter igen blev kampen stoppet i længere tid grundet gæsternes Abdelhak Nouri, der kollapsede på banen. Holdene vurderede efterfølgende, at det ikke var passende at spille videre, hvorfor det endte 2-1 til Werder Bremen. Der er endnu ikke meldt noget ud om Nouris tilstand.
Den tidligere FCK’er Ludwig Augustinsson startede inde for Werder Bremen.


Ajax
Werder Bremen
Træningskampe































