Wrexham køber forstærkning til midtbanen.
Den walisiske klub oplyser tirsdag, at man har hentet den 28-årige Callum O'Hare i Championship-rivalen Sheffield United.
O'Hare har skrevet under på en treårig kontrakt med mulighed for at forlænge aftalen med yderligere et år.
Midtbanespilleren spillede 45 ligakampe for Sheffield United i sidste sæson, hvor det blev til otte scoringer.
Nu ser O'Hare frem til at blive en del af Wrexham, der som bekendt har ambitioner om at rykke op i Premier League.
- Klubben er så stor og velkendt, og jeg ville virkelig gerne hertil. Jeg er meget spændt på at komme i gang, siger O'Hare til klubbens hjemmeside.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg vil gerne hjælpe klubben i den rigtige retning og forhåbentlig opnå det, som alle ønsker – oprykning til Premier League.
O'Hare begyndte sin karriere i Aston Villa, hvor han kom til som syvårig.
Efter lejeophold i Carlisle United og Coventry City skiftede han permanent til Coventry i 2020.
I juli 2024 gik turen til Sheffield United, hvor han blandt andet spillede en central rolle i klubbens playoff-kampe.
Han scorede i begge semifinaler mod Bristol City i Championship-playoff i 2025.
I alt står han noteret for 229 kampe i Championship, hvor det også er blevet til 25 mål og 37 oplæg.

Sheffield United
Wrexham
Championship




























