Yussuf Poulsen tog i sommer hul på et nyt kapitel i karrieren, da han forlod RB Leipzig til fordel for Hamburger SV.
Lørdag vender den danske Leipzig-legende tilbage til sin tidligere arbejdsgiver, når HSV gæster Leipzig i Bundesligaen.
I et interview på HSV's hjemmeside lægger Poulsen ikke skjul på, at det bliver en speciel eftermiddag.
- Det bliver min første oplevelse på Red Bull Arena, hvor jeg ikke spiller for hjemmeholdet. Jeg har endda aldrig været i udeholdets omklædningsrum før, så det bliver helt sikkert en særlig dag.
- Min familie og min mor kommer fra Danmark, og jeg glæder mig virkelig til at spille på det stadion igen. Jeg er spændt på at mærke, hvordan det føles at møde Leipzig som modstander – forhåbentlig bliver det en fantastisk kamp med en fantastisk atmosfære.
Artiklen fortsætter efter billedet

HSV er ubesejret i de seneste tre kampe, men alligevel går gæsterne ind til opgøret som undertippede, lyder det videre.
- Vi tager helt sikkert ikke til Leipzig som favoritter. Vi må se, om vi kan levere samme niveau mod en topmodstander. Hvis vi kan bygge videre på de seneste ugers præstationer, er der ingen grund til, at vi ikke kan tage et positivt resultat med os hjem, udtaler Poulsen på HSV's hjemmeside.
Leipzig og HSV tørner sammen lørdag klokken 15.30.
31-årige Yussuf Poulsen nåede ifølge Transfermarkt 425 førsteholdskampe for Leipzig.

Hvor er linjen, dommer?
Ugens Suppe | Afsnit 8Hvor er dommerlinjen i Superligaen? I ugens afsnit af Ugens Suppe kigger vi på, hvordan oplevelsen kan løftes for alle aktører, og hvor nogle af problemerne omkring dommergerningen ligger.
Læs mere
Hamburger SV
RB Leipzig
Bundesliga



























