





To straffespark og seks mål.
Der var gang i den mandag aften på Blue Water Arena, hvor Esbjerg fB mødte Middelfart i Betinia Ligaen.
Allerede efter seks minutter startede målfesten, da Aaron Akalé chippede bolden i mål og gav gæsterne en drømmestart.
Desværre - for Middelfart - holdt føringen kun i små ti minutter.
Esbjergs Patrick Tjørnelund kom højst på et hjørnespark og stangede bolden ind bag Casper Radza i Middelfart-målet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Ondt blev værre for gæsterne efter en halv times spil.
Muamer Brajanac vendte flot med bolden inde i Middelfart-feltet og udplacerede efterfølgende Casper Radza.
Brajanac skulle dog vise sig langt fra at være færdig med at score, og inden stadionuret havde passeret de 70 minutter, havde angriberen sikret sig sit hattrick.
To gange fik Esbjerg tildelt et straffespark, og begge gange vekslede Brajanac det til en scoring. Først til 3-1 og siden til 4-2.
Inden angriberens tredje mål havde Lucas Jensen reduceret for gæsterne.
Esbjerg fB kunne uden problemer have scoret flere gange, men værterne kunne ikke få bolden over stregen trods flere store forsøg.
Dermed endte kampen 4-2.
Resultatet sender Esbjerg fB op på fjerdepladsen, mens Middelfart fortsat er sidst.


Esbjerg fB
Middelfart Boldklub
Betinia Liga





































