FC Roskilde henter amerikansk forstærkning.
Fredag lyder det fra 2. divisionsklubben, at man har skrevet kontrakt med 22-årige Conner Floyd, der kommer til fra VSK Aarhus.
Sportschef Ander Theil glæder sig over aftalen med den amerikanske back.
- Conner har præsteret godt for VSK, og vi er sikre på, at der kan bygges mere på. Ofte har amerikanske spillere ikke været igennem den samme skole, som vi ser fodboldmæssigt i Europa.
- Han har nogle færdigheder, som er helt fantastiske - lynhurtig, arbejder hårdt og er god med begge ben. En aggressiv type, der kan rigtig meget både offensivt og defensivt.
- Vi glæder os til at få en spændende spiller ind, der kommer med den helt rigtige indstilling, siger Roskilde-chefen.
Conner Floyd kom til Danmark i 2022 og har også tørnet ud for klubber som Næsby og IF Lyseng.


FC Roskilde
VSK Aarhus
CampoBet 2. division




































