


Mange danske fodboldfans har brugt onsdagen på at ærgre sig over det danske landsholds nederlag til Tjekkiet i går.
Fans af HIK og Fremad Amager fik dog oprejsning onsdag aften. Begge klubber hentede nemlig tre point i den CampoBet 2. division.
HIK tog imod Ishøj, og her grundlagde de sejren i første halvleg, da de gik til pause foran 2-0.
Ishøj reducerede i anden halvleg, men det lykkedes ikke at udligne.
Derfor vandt HIK 2-1, og de udbygger dermed forspringet til VSK Aarhus på syvendepladsen til seks point. VSK Aarhus har dog spillet en kamp mindre. Ishøj ligger fortsat nummer 11.
På Amager var Thisted gæster hos Fremad Amager.
Her lignede det længe en nulløsning, men på to sene scoringer lykkedes det Fremad Amager at snuppe alle tre point.
Fremad Amager ligger nummer otte, mens Thisted er på femtepladsen.
Sidste runde af grundspillet i CampoBet 2. division spilles den 6. april, hvorefter rækken bliver opdelt i opryknings- og nedrykningsspil.


HIK
Fremad Amager
Thisted FC
CampoBet 2. division
Ishøj IF































