



B.93 kom på alles læber tidligere på ugen, da de kunne præsentere den tidligere AaB- og FC København-spiller Nicolaj Thomsen på en kontrakt i klubben.
Han havde derfor muligheden for at få debut søndag, da topholdet fra 2. division var på besøg på Gladsaxe Stadion for at møde AB.
Thomsen indledte dog kampen på bænken, og her var han vidne til en kanonstart for gæsterne fra Østerbro.
I indledningen lagde B.93 nemlig godt ud, hvor Jeppe Erenbjerg var tæt på at bringe dem foran med 1-0 efter få minutter, men AB blev reddet af overliggeren.
De kunne dog ikke stille noget op, da Erenbjerg efter 22 minutter tog chancen fra distancen og sendte bolden ind i netmaskerne til 1-0. Glæden blev dog en kort fornøjelse.
AB udlignede nemlig ti minutter senere via Emil Mygind, og dermed var det status quo ved pausen.
I anden halvleg virkede det dog som om, at B.93-spillerne ikke var kommet ud af omklædningsrummet, da værterne fra AB i løbet af seks minutter havde bragt sig foran med 3-1.
Det var først Frederik Ellegaard, som dukkede op på det rette sted og fik sendt bolden over stregen efter 49 minutter, inden Emil Wass efter 55 minutter udbyggede føringen til 3-1.
I slutfasen skulle B.93 så på jagt, og derfor blev Nicolaj Thomsen smidt i aktion med små 20 minutter tilbage.
Han formåede dog ikke at få ændret kampen, og dermed endte søndagens kamp med en 3-1-sejr til AB over B.93 i 2. division.
Det var desuden B-93's første nederlag i denne sæson.
Dermed har B.93 kun to point ned til Kolding IF på andenpladsen, mens AB nu indtager femtepladsen med seks point op til toppen.


AB
B.93
CampoBet 2. division
































