3. division -VSK og Frem kæmper om oprykning: Troen har altid været der
2024-04-05 06:00:00
Foto: VSK Aarhus

VSK og Frem kæmper om oprykning: Troen har altid været der

Jens Gjesing, tidligere AGF-spiller og nuværende cheftræner i VSK Aarhus, fortæller i et interview med Bold, at han sætter pris på de svære perioder, og at klubbens klare mål er oprykning. Lørdag kan de tage et stort skridt i den rigtige retning, når de møder Frem. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

3. div - 22. runde

FT

FRE

2 - 0

VSK

Det er tæt i toppen af 3. Division.

BK Frem fører rækken, men VSK Aarhus og Ishøj er lige i hælene på arbejderklubben, henholdsvis tre og seks point efter. 

Efter en svær periode med kun et enkelt point i tre kampe, fik aarhusianerne vendt skuden mandag, da de sendte Avarta hjem til Rødovre med et nederlag på hele 2-6. 

Det giver tro på tingene i Aarhus. Faktisk har troen aldrig været væk. 

VSK's cheftræner, den tidligere AGF-spiller Jens Gjesing, fortæller nemlig til Bold, at troen på oprykning aldrig har vaklet. 

- Troen har egentligt været der hele tiden. 

- Vi har ikke mistet den, fordi der har været nogle mindre gode kampe. Jeg synes også, det er fantastisk at være i de der perioder, hvor der er ting, som ikke fungerer.

- Her er der en masse ting, man kan skrue på, og der er en masse beslutninger, der skal tages. Der skal gøres nogle ting, og der skal findes et par procenter alle mulige steder. På den måde kan jeg godt lide at være i de perioder, hvor resultaterne ikke lige flasker sig.

- Og det har vi altså prøvet før, siger Gjesing til Bold.

Tæt liga
VSK Aarhus start på sæsonen var da også noget vaklende.

Syv point i de første seks kampe leder ikke umiddelbart tankerne hen mod oprykning. Ikke desto mindre er lige netop det, VSK Aarhus' store ambition er for sæsonen.

De var tæt på i sidste sæson, men måtte se pladserne gå til Middelfart og FA 2000. 

- Vi starter desværre den her sæson ret sløjt. De første kampe, med undtagelse af en enkelt kamp ude mod Holbæk, var ikke prangende. Det gjaldt de første seks-syv opgør.

- Så vi har prøvet det der før, hvor man skal rette og justere lidt til - få nogle nogle procenter ind, for mere skal der ikke til i denne række. Det er virkelig, virkelig små ting, man skal mere obs på. Det er enormt tæt. Ingen er markant dårligere end andre, og ingen er markant bedre.

- Vores tro på  oprykning er absolut til stede. Der er ikke andet at sigte efter nu. Vi har jo sikret top 6, og jeg tænker, at for alle de seks hold, der nu lander der, så der er der to pladser, der jagtes. I min optik er det ligegyldigt, om man bliver nummer tre eller seks, siger VSK Aarhus-chefen til Bold. 

Topbrag lørdag
Mandag spillede to af rækkens andre oprykningskandidater 2-2.

Frem snuppede i overtiden et sent point mod Ishøj, og det luner da i Smilets by.

- Fordi vi lige kommer ud af en lidt udfordrende periode, har vi forsøgt ikke at kigge så meget på tabellen. Men selvfølgelig bemærker vi, hvad der foregår hos de andre hold. 

- Lige nu skal vi kunne performe i en længere periode - det er vores fokus. Så er vi meget nede på jorden i forhold til vores tilgang til det lige nu. Det, der er vigtigt for os, er at få lavet nogle god præstationer.

- Så kan vi ikke sikre, at det altid også giver tre point. Det er jo trods alt fodbold. Men jeg er også ret overbevist om, at hvis vi kan sætte en god præstation sammen næste weekend, så vil pointene også automatisk komme, siger Jens Gjesing. 

Næste weekend er nemlig ikke hvilken som helst weekend. 

Det er 22. spillerunde, hvilket vil sige sidste runde, inden tabellen knækker.

Her må man sige, 3. Division slutter af med maner. 

VSK Aarhus skal nemlig en tur til Frem, hvor en sejr vil betyde, at førstepladsen rykker med i bussen til Jylland sammen med VSK Aarhus-truppen. 

- Vi glæder os helt vildt til det, fordi der kan jo måske komme små 1.500 tilskuere. Der er en fed stemning, og det er et sjovt sted at spille.

- Vi skal huske at kigge op og nyde nogle af de rigtig sjove kampe, selv om vi er i et ræs. Og det her bestemt en af dem. 

- Det ville jo være virkelig stort, hvis vi sikrer billetten til 2. Division. Kigger vi lidt ind på setup og den slags, så vil det også være et sted, hvor vi kommer op og hører til, siger cheftræneren til Bold. 

Holdbar oprykning
Der skal helst ændres på VSK Aarhus setup, hvis klubben ender med at rykke op. Forskellen fra 3. Division til rækken over er nemlig stor.

Men det fortæller Jens Gjesing til Bold, at de er helt bevidste om.

- På nuværende tidspunkt har vi et lidt andet setup end nogle af de klubber, som spiller 2. Division. Her tænker jeg selvfølgelig på, at vi har ikke nogen kontrakter hos os. Der er ikke nogen spillere, der får noget for at være her.

- Det må vi så se på, hvordan vi kan løse, hvis vi rykker op. Og jeg ved også, at klubben har gang i nogle forskellige ting i forsøget på at skubbe lidt til det hele. Gøre det hele en smule skarpere. 

- Det vil der også være behov for, hvis man vil begå sig i 2. Division. I hvert på den lidt længere bane, afslutter Jens Gjesing.

Topbraget i 3. Division spilles lørdag klokken 14:00.

Artiklen fortsætter efter indholdet

3. div - 22. runde

FT

FRE

2 - 0

VSK

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce