Det stjal fokus på Qarabags pressemøde, og senere så FC Københavns stab og spillere det med egne øjne.
Plænen på Tofiq Bahramov Stadium, hvor Qarabag og FCK krydser klinger i Champions League onsdag aften, er udfordret.
Siden græstæppet blev skiftet i maj, har Qarabag forsøgt at skåne banen, men da FCK tirsdag eftermiddag trænede på grønsværen, kunne holdet konstatere, at der fortsat er et stykke vej til en optimal forfatning.
- Den ser svær ud, indleder cheftræner Jacob Neestrup, da Bold spørger ind til banens beskaffenhed.
- Det er lige for begge hold, så det bliver selvfølgelig et vigtigt parameter i kampen, i forhold til hvilket hold der bruger banen bedst og tilpasser sig til de huller, der i bogstavelig forstand er, når bolden kommer til at rulle.
Artiklen fortsætter efter billedet

Er det huller, der er i banen?
- Der er lidt af hvert, skal vi ikke bare sige det sådan. Men det er lige for begge hold, så det skal vi kunne løse, siger Neestrup, der ikke vil lade banen være en undskyldning.
- Uanset banens beskaffenhed har vi ét mål for i morgen, og det er at få tre point eller næstbedst at få et enkelt, siger FCK-træneren.
Kan øge fokus
Under tirsdagens træningspas noterede FCK's førstekeeper Dominik Kotarski sig også, at banen kunne have været bedre.
Men i stedet for at se negativt på det, forsøger han at vende det til noget positivt.
- Det er ikke den bedste bane i verden, men sommetider kan det faktisk vise sig at være godt, fordi på den måde fokuserer du endnu mere på præstationen, og at du skal være ekstra opmærksom, inden du modtager bolden.
- Personligt ser jeg det ikke som en dårlig ting. Det er ens for begge hold, siger den kroatiske målmand til Bold.
Champions League-kampen mellem Qarabag og FCK spilles onsdag aften klokken 18.45 dansk tid.

Birk klar til comeback
Hattrick | Afsnit 73Efter måneder væk fra rampelyset melder Frederik Birk sig nu klar til næste skridt i trænerkarrieren – men hvad er det for et job, han går efter?
Læs mere
FC København
Qarabag FK
Champions League




































