De sidste minutter skulle blot gå, før USA kunne juble over titlen som vindere af CONCACAF-udgaven af Nations League.
Men så opstod problemerne.
For i det 88. minut af finalen mellem USA og Mexico måtte kampens dommer blæse i fløjten og afbryde spillet som følge af homofobiske tilråb fra tribunerne.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Det var mexicanske tilhængere, der på AT&T Stadium i Texas kom med tilråbene, og som betød, at spillet i første omgang var afbrudt i næsten fem minutter.
Siden blev spillet genoptaget, men dybt inde i tillægstiden måtte spillet igen afbrydes kortvarigt.
Artiklen fortsætter efter billedet

Efterfølgende har forbundet taget kraftigt afstand fra det, der fortsætter med at være et problem, efter der også sidste år var tilfælde af homofobiske tilråb fra tribunerne.
- CONCACAF fordømmer de diskriminerende tilråb. Sikkerhedspersonale på stadion identificerede og bortviste et betydeligt antal fans, og dommeren og kamplederne aktiverede FIFA-protokollen.
- Det er ekstremt skuffende, at det fortsat er et problem ved nogle kampe, lyder det i en udmelding.
Undervejs i finalen blev flere af de amerikanske spillere også ramt af ølkrus og lignende, da de var i gang med at fejre 2-0-scoringen.
- Det var uheldigt, for vi vil have en virkelig konkurrencedygtig kamp og en god atmosfære, men vi vil ikke have få ting kastet efter os. Nogen kan komme til skade, lød det efterfølgende fra landstræner Gregg Berhalter.
Videoer på de sociale medier viser også, hvordan der opstod slagsmål blandt flere fans, der gik i flæsket på hinanden.
USA vandt CONCACAF Nations League-finalen 2-0 efter scoringer fra Tyler Adams og Giovanni Reyna.

Mexico
USA
































