Brøndby topper sammen med FC Midtjylland U19-ligaen efter onsdagens 1-0-sejr over FCK på hjemmebane.
Men i anden halvleg skete der noget uden for banen, som dommer Jakob Sundberg måtte blande sig i kortvarigt.
Bag det ene mål sendte en mindre gruppe Brøndby-fans grimme tilråb ind mod en FCK-spiller, og for at det ikke skulle udvikle sig, gik Sundberg i dialog med Head of Coaching i Brøndby Masterclass, Bjørn Holm, på sidelinjen.
- Der kommer nogle tilråb, og jeg kan konstatere, at hvis det fortsætter, så er det noget, jeg er nødt til at gøre noget ved, og det tager jeg proaktivt med Brøndbys holdleder.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg fortæller ham, at han skal stoppe det ved lige at tage fat i dem, inden det udvikler sig. Han håndterede det fint, og det løste sig det hele, fortæller Jakob Sundberg til Bold efter kampen uden at kunne gå i dybden med, hvad der blev råbt.
Bold har været i kontakt med Brøndby, der bekræfter episoden. Bold har ligeledes været i kontakt med FCK's U19-træner Morten Bisgaard, men han har ingen kommentarer.
Kampens eneste mål blev sat ind af Brøndbys Jonathan Agyekum, og sejren betyder, at vestegnsklubben ligger á point med FC Midtjylland i toppen af U19-ligaen med 51 point
FCK ligger nummer tre med 44 point og to kampe i hånden.

FC København U19
Brøndby U19
U19 Ligaen


































