

Det danske U17-landshold skulle helst have point med sig fra udekampen mod Holland, hvis drømmen om avancement i EM-kvalen ikke allerede skulle gøres tæt på uopnåelig.
Efter Danmarks 1-3-nederlaget mod England i onsdags og Hollands sejr over Nordirland, kunne værterne med en sejr spille sig hele seks point foran Danmark.
Hollænderne kom godt fra start og allerede efter et kvarters spil åbnede Enoch Mastoras for scoringerne. Han blev assisteret af Shaqueel van Persie, der er søn af den tidligere Arsenal og Manchester United-angriber Robin van Persie.
Hjemmeholdet udbyggede føringen kort efter at uret havde rundet en halv time. Denne gang var det Wessel Kuhn, der kom på måltavlen.
Derfra lignede det længe en hollandsk sejr, og et svært udgangspunkt for de unge danske drenge i forhold til avancement.
Artiklen fortsætter efter billedet

Men Oscar Schwartau ville det anderledes. Den unge Brøndby-spiller reducerede til 1-2 fra straffesparkspletten med et kvarter tilbage af kampen.
Og bare seks minutter senere sendte han også udligningen i kassen.
0-2 blev til 2-2, og pludselig er resten af gruppespillet en mere overkommelig størrelse, selvom Danmark kun har et enkelt point efter de to første kampe.
På tirsdag gælder det så Nordirland, der har tabte begge sine første kampe. Her vil det være essentielt, at det danske U17-landshold får en sejr.