DBU følger FC Københavns anbefalinger om pause fra koordinerede hop på B-tribunen i Parken.
Det oplyser fodboldforbundet tirsdag i en pressemeddelelse.
Her skriver DBU, at pausen er besluttet ud fra de konklusioner Rambøll har draget i undersøgelsen af B-tribunen.
I undersøgelsen konkluderes det blandt andet, at koordinerede taktfaste hop på tribunen i momenter overskrider de normer, som blev anvendt ved Parkens etablering i 1990.
På baggrund af det meddelte FCK en pause fra koordinerede hop til søndagens hjemmekamp mod Viborg, og nu følger DBU altså trop.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Sikkerheden for vores fans er det vigtigste for DBU – ligesom det er for Parken.
- Derfor har vi i de seneste dage været i tæt dialog med Parken, der understreger, at det er sikkert at opholde sig på Den Røde Mur i Parken på torsdag, men at der for nu ikke vil blive koordineret hop, siger fodboldforbundets kommunikationschef Jakob Høyer om beslutningen.
Torsdagens EM-kvalifikationskamp mellem Danmark og Finland løber af stablen klokken 20:45.