Hvidovre IF har i denne tid ikke Ahmed Iljazovski med på træningsbanerne på Vestegnen, da profilen i stedet er afsted med landsholdet.
Iljazovski er igen blevet udtaget til den nordmakedoniske trup, som kæmper for at komme til EM, og lørdag gælder det et opgør mod Ukraine på udebane.
Her skal Iljazovski blandt andet forsøge at sætte en stopper for et par stjerner fra Premier League.
- Jeg ser frem til at stå over for Oleksandr Zinchenko og Mykhailo Mudryk i min side. Der er en del holdkammerater i Hvidovre, der har joket lidt med, hvordan jeg skal kunne klare de to, siger Iljazovski med et grin til bold.dk.
Det er dog ikke en opgave, som Hvidovre-spilleren på nogen måde frygter.
Iljazovski har nemlig allerede spillet imod Italien, som er bedre end ukrainerne.
- Mudryk er jo en hurtig spiller, men så er han heller ikke meget bedre end alle andre. Nu har vi prøvet Italien, så jeg synes jo, at Mudryk er et lille step ned i forhold til det, som jeg prøvede i den kamp.
Hvad med Zinchenko?
- Han spiller trods alt bare i Arsenal, så det skal nok gå, siger en kæk Ahmed Iljazovski og fortsætter.
- Ej, det bliver jo en fed oplevelse. Det er to kæmpestjerner, som har prøvet at vinde næsten alt. Så det bliver fedt at gå fra at møde Vejle til at stå over for dem.
Står stærkere i Nordmakedonien
Nordmakedonien står noteret for syv point efter fem kampe i EM-kvalifikationen, som giver dem en fjerdeplads.
Det er dog samme antal point som Ukraine og Italien på henholdsvis tredje- og andenpladsen, så der er i den grad spænding til det sidste.
Iljazovski er da også fortrøstningsfuld inden lørdagens duel på epet ARENA i Prag.
- Jeg tror faktisk, at chancen for en sejr er ret stor. Jeg synes, at spiller for spiller har vi også nogle virkelige klassespillere.
- Så hvis jeg skulle give det et procenttal, så ville jeg sige, at det var 50/50, for Ukraine har også et godt hold.
- Men jeg tror bare, at vi står stærkere sammen i den makedonske trup, og det gør, at vi nok skal hive sig sejren hjem, siger Ahmed Iljazovski til bold.dk.
Der er kampstart mellem Ukraine og Nordmakedonien klokken 15:00 lørdag.


Chelsea
Arsenal
Hvidovre IF
EM
Ukraine
Nordmakedonien




































