



Old Trafford dannede søndag aften ramme om et FA Cup-opgør mellem Manchester United og Brighton.
De to mandskaber tørnede sammen i tredje runde, og Darren Fletcher var igen vikar som United-træner efter fyringen af Ruben Amorim.
Patrick Dorgu startede inde for hjemmeholdet, men danskeren var med til at få en dårlig start.
Allerede efter 12 minutter kom Brighton foran. Lisandro Martinez reddede et hovedstød på stregen, men Brajan Gruda var først på den løse bold og sparkede gæsterne foran 1-0.
United-målmand Senne Lammens var kort efter ved at give Brighton endnu et mål, men Danny Welbeck manglede skarphed, da han brød målmandens aflevering inde i feltet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det blev ikke til flere scoringer i første halvleg, og derfor gik Brighton til pause med en føring på 1-0.
Knap 20 minutter inde i anden halvleg viste Welbeck sin målnæse, da han modtog bolden på kanten af feltet. Den 35-årige englænder tog bolden til sig og bankede efterfølgende kuglen i det korte hjørne til 2-0.
Den stilling holdt længe, men fem minutter før tid bragte Benjamin Sesko spænding tilbage i opgøret.
Bruno Fernandes sendte et hjørnespark mod bagerste stolpe, hvor Sesko kom svævende og pandede hjemmeholdet på 1-2.
Reduceringen gav United og hjemmepublikum fornyet energi, men kort efter fik 18-årige Shea Lacey sit andet gule kort, da han kastede bolden ned i jorden i forbindelse med et frispark til Brighton. Derfor sluttede hjemmeholdet kampen i undertal.
Brighton vandt 2-1 og er videre til fjerde runde af FA Cuppen. Manchester United er ude af turneringen.

Manchester United
Brighton
FA Cup
































