


Wrexham er officielt rykket op i Championship.
Det står klart, efter at den walisiske klub slog Charlton med 3-0 lørdag aften og dermed sikrede andenpladsen i League One med én spillerunde tilbage.
Bedriften er helt utrolig, eftersom det er Wrexhams tredje oprykning i streg. For to år siden befandt klubben sig i Englands femtebedste fodboldrække, National League, men efter tre forrygende sæsoner står den nu på Championship efter sommerferien.
Der var blot spillet et kvarter af lørdagens opgør, da det begyndte at dufte af oprykningsfest på Racecourse Ground i Wrexham.
Her bragte den 28-årige midtbanespiller Oliver Rathbone hjemmeholdet i front med et veludført langskud, der sneg sig i mål ved nærmeste stolpe.
Blot tre minutter senere steg ekstasen så yderligere, da Sam Smith udbyggede føringen med et smukt mål.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den 27-årige angriber tog et smart løb i boksen, hvor han modtog en fræk chip-pasning fra Matthew James, som han på fornem vis flugtede i mål.
Det lignede længe, at opgøret ville slutte uden yderligere scoringer, men med ni minutter tilbage af den ordinære spilletid pandede Sam Smith bolden i netmaskerne til slutresultatet 3-0.
Dermed kunne jublen bryde løs hos Wrexham og klubbens fans, da slutfløjtet lød.
Oprykningen til Championship er en realitet, da holdet har 89 point efter 45 kampe.
Det rækker til en andeplads med fem point ned til Stockport, som altså ikke længere kan nå at lukke hullet.
Birmingham, som topper tabellen, sikrede oprykning tilbage i starten af april.


Charlton
Wrexham
League One


































