AGF's drøm om Europa Leagues ligaspil er på ingen måde slukket.
Sensationen udeblev godt nok for de danske mestre, som i flere perioder var spillet under græstæppet af Benfica i en kamp, der kunne have været endt helt forfærdeligt for AGF.
Det gjorde det dog ikke, og det var blandt andet takket være Mads Hedenstad nede i AGF's mål, som diskede op med flere store redninger og fik en ny kæmpe portugisisk fan på tribunerne.
AGF lever stadig trods et nederlag på 1-3, men det er også kun lige akkurat, da flere dumme beslutninger udstillede danskerne i forhold til Benficas høje niveau, og det skal Jakob Poulsen nu have fundet en løsning på til returopgøret i næste uge.
Men der er flere ting, som den kære cheftræner kan tage med fra Estadio da Luz.
Her er Bolds fem fokuspunkter fra torsdagens opgør.
Det er da godt for Danmark
Spiller fra hjemmeholdet i fokus
Det blev ikke det ønskede resultat for dansk fodbold, men set med de danske briller kan man godt glæde sig over Alexander Bah.
Artiklen fortsætter efter billedet

Man er slet ikke i tvivl om, at han har kæmpet sig tilbage fra sin skade fra tidligere på året, da danskeren konstant var en trussel i Benficas højre side med det ene løb frem ad banen efter det andet.
Bah havde en fod med i Benficas første mål, mens hans medspillere manglede skarpheden, når danskeren smed gode indlæg i boksen.
AGF skal sørge for at få lukket ned for den danske landsholdsspiller i returmødet.

Ny Hedenstad-fan i Portugal
Spiller fra udeholdet i fokus
AGF endte i perioder med at få ørene i maskinen i Lissabon og indkasserede tre mål, men det kunne have endt langt værre, hvis det ikke var for Mads Hedenstad.
Den norske keeper havde flere store redninger, så selv den portugisiske journalist fra Record, som var Bolds sidemakker på stadion, måbede over kvaliteten hos Hedenstad, der også skabte store frustrationer hos Benficas fans.
Hedenstad kunne ikke gøre noget ved de tre mål, som AGF kunne have undgået, hvis man ikke begik fejl og straffespark.
Han er nødt til at være lige så flyvende i returopgøret, hvis AGF skal have en chance.

Kommer Benfica nu i finalen?
Statistik i fokus
Benfica må elske at møde AGF.
To gange tidligere har den portugisiske storklub slået AGF, og hver gang er man gået hele vejen til finalen i den pågældende europæiske turnering.
Første gang var i 1961, hvor Benfica slog AGF i kvartfinalen og vandt siden Mesterholdenes Europa Cup. I 1987 vandt Benfica i anden runde, men tabte så til PSV Eindhoven i finalen.
Og efter endnu en sejr over AGF torsdag aften kan Benfica først nu godt begynde at drømme om endnu en finale. Hvis det altså ikke går galt i returkampen om en uge i Randers.

Det er ikke Ceres Park Vejlby
Fans i fokus
Det var ikke kun modstanden, som var noget helt andet, end hvad AGF-spillerne er vant til hjemme i Vejlby.
Det store Estadio da Luz leverede også en fremragende stemning, hvor Benficas fans flere gange sang AGF-spillerne i knæ.
Det var på trods af, at der ikke engang var udsolgt på Benficas hjemmebane i Lissabon, men de leverede varen og sang nærmest deres portugisiske lunger ud.
Det vides ikke, om lydkulissen fra de 59.417 tilskuere lammede AGF's spillere, men efter under to minutter var gæsterne fra Danmark allerede bagud 0-1.

Hvad nu, Jakob Poulsen?
Træner i fokus
AGF's cheftræner må hjem i tænkeboksen.
For hvordan skal AGF kunne slå Benfica i returopgøret i Randers, når man så den store kvalitetsforskel på danskernes defensiv og portugisernes offensiv torsdag aften.
Den var kolossal, krydret med nogle dumme fejl hos AGF.
Havde det ikke været for Mads Hedenstad nede i målet, kunne AGF nærmest droppe helt at møde op på Cepheus Park til returmødet.
Men man er stadig i live, så nu skal du finde genialiteterne frem i håbet om en ny sensation, hr. Poulsen.
'Miraklet i Randers' lyder da også meget godt og er ikke urealistisk efter en anden halvleg, hvor AGF formåede at holde Benfica fra fadet.


AGF
Benfica
EL-kval


























