Marokko er kort før VM blevet ramt af en trist nyhed, da Marseille-spilleren Amine Harit har pådraget sig en korsbåndsskade, som kommer til at holde ham ude af slutrunden.
Derfor er nationen på udkig efter en afløser, og her har marokkanerne udtænkt en overraskende plan.
Planen omhandler 23-årige Brahim Diaz, som er udlejet fra Real Madrid til Milan.
Den offensive midtbanespiller har dobbelt statsborgerskab, han har spillet en række ungdomslandskampe for Spanien, og han er noteret for en enkelt optræden på seniorniveau.
Ifølge Marca forsøger Marokko kort før VM at overtale Diaz til at deltage ved VM-slutrunden i Qatar, men det kan blive svært.
Marca skriver nemlig, at den unge Milan-spiller ikke har opgivet håbet om et gennembrud på det spanske landshold.
Marokkos interesse i Diaz skulle ikke være ny, forbundet havde også bud efter spanieren forud for VM i 2018.
Brahim Diaz debuterede på det spanske landshold i august 2021, da han fik fuld spilletid og scorede i en testkamp mod Litauen.
Marokko er ved VM i gruppe med Kroatien, Belgien og Canada. Afrikanerne træder ind i slutrunden med en gruppekamp mod Kroatien den 23. november.


AC Milan
VM
Marokko

































