Det gik ikke stille for sig, da Le Havre og Nantes spillede søndag aften.
For nede 0-2 og med få minutter tilbage af kampen valgte dele af Nantes' tilhængere at forsøge at lave en baneinvasion.
Det gjorde, at kampen blev afbrudt i mere end en halv time, inden kampen igen kunne blive gentoptaget. Det krævede dog først, at politiet fik styr på de utilfredse fans.
Hos Nantes var den tidligere Randers-keeper Patrik Carlgren at finde på bænken, og han har efterfølgende sat ord på de optøjer, der skete tæt på slutfløjtet.
- Kampen blev afbrudt, og de forsøgte at komme ind bag målet. En baneinvasion, simpelthen. Politiet stoppede dem, så de kom ikke ret meget længere - de nåede ikke så langt.
- Resultaterne har ikke været med os. Så vores fans ville gerne markere sig. Jeg har spillet i klubber, hvor der har været dedikerede fans før, og de synger og bakker op.
- Men hvis det går lidt imod en... de mener ikke noget dårligt - de vil bare gerne vinde. Det vil vi alle. Vi vil også bare gerne have tre point, fortæller Carlgren til Fotbollskanalen.
Patrik Carlgren har endnu ikke fået en optræden for Nantes i Ligue 1 siden skiftet i sommer. Nantes indtager i øjeblikket 16.-pladsen i tabellen, hvilket er den plads, der giver nedryknings-playoff.

Nantes
Randers FC
Ligue 1




































