2024-10-11 16:50:00

OB-genforening i Holland: Det er godt for mig

Aske Adelgaard glæder sig over, at han er blevet genforenet med Jakob Breum i Holland, hvor han har haft stor succes i Go Ahead Eagles.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

1. div - 13. runde

FT

FCR

1 - 5

OB

Aske Adelgaard er fortid i OB.

Den unge back fik i sommer sit skifte til Go Ahead Eagles i Holland på plads, og derfor har han nu indledt sit udenlandsk eventyr.

Selv om Adelgaard nu er at finde i det store udland, er han dog blevet mødt af et velkendt ansigt.

Go Ahead Eagles havde i forvejen Jakob Breum, som sidste år valgte at lave samme skifte væk fra Odense-klubben.

Adelgaard indrømmer da også, at muligheden for at se Breum igen gjorde, at han havde nemt ved at sige ja til hollænderne.

- Ja, selvfølgelig. Jeg snakkede med Jakob inden skiftet. Jeg tror virkelig, at det er et godt step for mig. Nu spiller jeg endda meget, så det gør det lidt bedre, griner Aske Adelgaard.

- Jeg vidste godt, at Jakob havde været i den samme situation i OB som mig. Han klarede sig så ret godt i Go Ahead Eagles efterfølgende i sidste sæson.

Og det var med til at skubbe Adelgaard i retning mod Holland, hvor Jakob Breum har hjulpet sin tidligere OB-ven på plads.

- Jeg tror virkelig, at det er godt for mig, at han også er der. Nu har han også sin kæreste, og jeg har min, så vi er også sammen.

- Man har det godt uden for banen, og de små ting kan hjælpe en hurtigere på plads.

Foto: Erik Pasman/Go Ahead Eagles

Sådan har det i hvert fald været for Adelgaard.

- Det er supervigtigt for en, at man hurtigt kan finde nogle mennesker, som kan hjælpe dig med at få løst nogle af de kedelige ting som blandt andet forsikringer.

- Men der er også mange i klubben, som har hjulpet mig med det. De har ansatte, som kan hjælpe med den slags. 

- Så jeg har været glad for min start. Det handler om at nyde det, mens det går godt, og det gør det nu, siger Aske Adelgaard.

Succes i Holland
Tiden i OB endte ikke, som Aske Adelgaard havde håbet.

Nu vil han dog kun se fremad, og det har han gjort med stor succes.

Her er det blevet til spilletid i fem kampe i Æresdivisionen, hvor Adelgaard er startet inde i fire af dem og leveret en assist.

- Jeg er i god form nu. Vi har gjort det godt i Eagles den sidste måned, hvor jeg har spillet alle kampe. Jeg har masser af selvtillid og er klar. 

- Jeg synes, at jeg er blevet modnet godt det sidste stykke tid i OB, hvor jeg fik noget hår på brystet. I Go Ahead Eagles er der også nogle fantastiske mennesker, som har taget godt af mig, så jeg har kunnet fokusere på fodbolden.

- Så hjælper det da også, at jeg kan tale dansk med Jakob og Søren Tengstedt.

- Det har været helt vildt fedt, at de var hernede. Jeg har haft nogen at læne mig lidt op ad, og det har været vigtigt.

Foto: Go Ahead Eagles

Havde du regnet med, at det ville gå dig så godt i Holland?

-  Fodbold er lidt sjov og skør nogle gange, så jeg havde ikke rigtig regnet med noget. Jeg ville bare se, hvad der ville komme. 

- Jeg har trænet og håbet på, at jeg ville få lov til at spille. Det har jeg været glad for, da jeg nu er kommet ind i en god rytme med nogle gode spillere i klubben. Så jeg trives rigtig godt dernede.

- Nu vil jeg bare spille fodbold og hjælpe til, at Go Ahead Eagles kan gøre det lige så godt som i sidste sæson. 

- Jeg vil bare vise mig frem. Jeg er stadig meget ung og har en masse at bevise, og det vil jeg gøre nu, siger Aske Adelgaard til Bold.

20-årige Aske Adelgaard har kontrakt med Go Ahead Eagles frem til sommeren 2028.

Artiklen fortsætter efter indholdet

1. div - 13. runde

FT

FCR

1 - 5

OB

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce