



HB Køge er snublende tæt på at vinde det danske mesterskab.
Denne weekend har resultaterne i A-liga flasket sig for Svanerne, og derfor kan man i sæsonens sidste runde selv afgøre sin skæbne.
Det skyldes, at HB Køge satte AGF godt og grundigt på plads med en 3-0-sejr søndag, hvor Nadia Nadim stjal showet med to scoringer og en enkelt assist.
Mwanalima Jereko scorede HB Køges første mål.
Dermed ligger HB Køge nu på førstepladsen i A-liga med tre point ned til Brøndby IF, som dummede sig gevaldigt i lørdagens kamp mod FC Nordsjælland.
De blågule var faktisk på vej mod en vigtig 2-1-sejr, men i det 96. minut dukkede Flora Højer op og sendte udligningen ind i netmaskerne for Farum-klubben.
Inden sidste runde i A-liga står HB Køge noteret for 50 point og en målscore på +26.
Brøndby IF er på andenpladsen med 47 point og en målscore på +20.
HB Køge skal derfor i sidste runde blot have et enkelt point mod Kolding IF, mens Brøndby IF skal håbe på et mindre mirakel i sin kamp mod AGF.
I så fald kan HB Køge fejre The Double, da man også har vundet pokalturneringen.


Brøndby IF (k)
A-Liga
FC Nordsjælland
AGF
HB Køge



































