






Tirsdag aften rullede bolden i den norske pokalturnering.
Turneringen er nået til fjerde runde, der svarer til ottendedelsfinalen, og der var mange danskere i aktion rundt omkring.
Eliteseriens tophold Viking mødte Åsane fra næstbedste række, og niveauforskellen var til at føle på.
Viking vandt med hele 7-0, og to af målene blev sat ind af den tidligere Sønderjyske-spiller Peter Christiansen.
Superliga-kendingene Joe Bell, Henrik Heggheim, Kristoffer Askildsen og Sander Svendsen startede alle inde for Viking.
Andetsteds mødtes Egersund og Sarpsborg. Her kom undertippede Egersund på 1-0, da AGF-lejesvenden Mathias Sauer scorede efter tre minutter.
Sarpsborg blev dog for stor en mundfuld og endte med at vinde 3-1. Frederik Carstensen startede for Sarpsborg, mens Andreas Hermansen vogtede buret for Egersund.
KFUM Oslo sendte Bryne FK ud med en 2-0-sejr. Nicklas Strunck startede inde for Bryne.
Kasper Pedersen, Frederik Ellegaard og Mads Nielsen var alle i aktion for Stabæk, der avancerede med en 4-3-sejr over Mjøndalen.
Sidst, men ikke mindst, scorede Paul Ngongo det første mål for Aalesund, der spillede 2-2 HamKam. Opgøret er derfor gået i forlænget spilletid, der afvikles i skrivende stund.
Danske Janus Seehusen startede også inde for Aalesund.


Viking
Stabæk
Mjøndalen
Sarpsborg 08
Bryne
KFUM Oslo
Egersund
Åsane
Pokal

































