2025-10-01 18:05:35

Ringsted klagede over Esbjerg: Helt grotesk

Esbjerg er blevet straffet med en bøde for ikke at have styr på sit holdkort til pokalkampen mod Ringsted. Sidstnævntes sportschef kalder det for dårligt af en fuldtidsprofessionel klub.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

1. div - 12. runde

FT

KIF

2 - 1

EFB

Alt foregik ikke helt efter bogen, da Esbjerg for godt og vel en uge siden slog Ringsted IF med 1-0 i Oddset Pokalen.

Danmarksserieklubben indgav efterfølgende en protest, fordi tre Esbjerg-spillere ikke var registreret på holdkortet.

Richmond Gyamfi, Emil Jørgensen og Julius Lucena, hvor sidstnævnte sågar startede ind.

Fodboldens Disciplinærinstans har onsdag afsagt kendelse, og udfaldet er blevet, at Esbjerg straffes med en bøde på 10.000 kroner.

Ringsteds protest tages ikke til følges, så vestjyderne taberdømmes altså ikke.

Og hos Ringsted IF var det også forventningen, at det ville ende sådan, men klubben ønskede alligevel at rejse problemstillingen.

Det fortæller sportschef Carsten Andersen til Bold.

Artiklen fortsætter efter billedet

Oddset Pokalen -Ringsted klagede over Esbjerg: Helt grotesk
Foto: Esbjerg fB

- Vi synes jo, det er for dårligt, at en klub som Esbjerg ikke engang har styr på sit holdkort. Når vi i de lavere rækker oplever, hvad vi er oppe imod, hvis vi laver samme fejl, så bliver vi konsekvent taberdømt.

- Vi kunne godt se på lignende afgørelser, at vi ikke ville få medhold i forhold til at vinde kampen, og det har jo heller ikke haft en sportslig betydning, men vi synes, der er en skævvridning i, hvordan man bliver behandlet i bredderækkerne og højere oppe.

- Vi synes jo, det var helt grotesk, hvad der skete den dag. Vi snakker tre spillere, som Esbjerg ikke har på sit holdkort, hvoraf den ene starter på banen. Det er helt komisk, at deres spiller går ind på banen, og så gør dommeren opmærksom på, at han ikke er på holdkortet.

- Så må han gå ud, og de finder en anden spiller frem og sætter ind midt under kampen, siger Carsten Andersen.

Det var Richmond Gyamfi, som Esbjerg forsøgte at indskifte, men kort efter måtte pille ud igen.

- Han gik på banen, og de tog en mand ud, og da han så stod derinde, og dommeren skulle til at notere ham, fik han oplyst, at han ikke var registreret, så han måtte pænt trave ud igen, og så fandt de en anden frem. 

- Der var jo et par minutters kaos på Esbjergs bænk, hvor de skulle finde ud af, hvem de kunne sætte ind.

- Efterfølgende spurgte vi selvfølgelig dommeren, hvad der foregår, og så forklarede han, at det faktisk blev betragtet som en tilskuer, der gik på banen, fordi han ikke var registreret. 

- Det var lidt komisk, lyder det fra Carsten Andersen.

Vil tage det med videre
Ringsted IF kommer formentlig til at tage sagen med videre.

- Vi har da snakket om, at vi nok vil tage det med på de her repræsentantskabsmøder, som DBU afholder, hvor man kan komme med forslag. 

- Vi har også talt med mindre breddeklubber omkring os, hvor flere af dem er stødt ind i, at hvis de ikke har styr på deres holdkort, så bliver de konsekvent taberdømt, siger Carsten Andersen.

Foto: Ringsted IF

Sportschefen understreger, at kendelsen fra disciplinærinstansen var forventelig.

- Det var noget helt andet, hvis de havde en spiller med, som slet ikke var registreret i klubben. Så havde vi da 100 procent forventet, at de blev taberdømt. Her er de jo kommet med den trup, de har, og alle er spilleberettigede, så der er slet ikke noget i det på den måde.

- Vi vidste, hvad afgørelsen ville blive, men vi må også bare sige, at når en fuldtidsprofessionel klub som Esbjerg med en stor stab ikke engang kan have styr på sit holdkort, så er det simpelthen bare for dårligt. 

- Vi snakker ikke en enkelt spiller, men altså tre spillere, siger Carsten Andersen til Bold.

Esbjerg beklager
I kendelsen fra Fodboldens Disciplinærinstans fremgår det, at Esbjerg har reageret på fejlen.

- Esbjerg fB oplyser, at der i forbindelse med pokalkampen mod Ringsted den 23. september 2025 desværre blev begået en administrativ fejl ved udfyldelse af holdkortet. Fejlen bestod i, at tre spillere – nummer 17, nummer 10 og reservemålmand nummer 34 – ikke fremgik af holdkortet.

- Klubben blev først opmærksom på fejlen efter kampen, da linjedommeren kontaktede holdlederen. Esbjerg fB understreger, at alle tre spillere er registreret i klubben og fuldt spillerberettigede.

- Klubben beklager fejlen og har allerede iværksat tiltag, så procedurerne fremadrettet tilpasses, herunder at mindst fire personer kontrollerer holdkortet inden deadline.

- Esbjerg fB tager fuldt ansvar for den beklagelige, enkeltstående fejl og står til rådighed for yderligere information, lyder det i redegørelsen fra Esbjerg.

Esbjerg er videre i pokalturneringen og møder i fjerde runde Randers.

Artiklen fortsætter efter indholdet

1. div - 12. runde

FT

KIF

2 - 1

EFB

Annonce

17 kommentarer

Se kommentarer
Annonce