





















Brabrand er klar til kvartfinalen i Oddset Pokalen, efter at holdet på sensationel vis formåede at slå FC Nordsjælland ud af ottendedelsfinalen onsdag eftermiddag.
Nu kan 3. divisionsholdet læne sig tilbage og følge de resterende syv ottendedelsfinaler, der afvikles henover de næste to uger.
Og følge med kommer de blå helte fra det vestlige Aarhus til.
For som resultaterne i de øvrige ottendedelsfinaler løbende dumper ind, bliver Brabrand klogere på, hvem der er med i bowlen til kvartfinale-lodtrækningen.
En lodtrækning, som der allerede nu er delte meninger om, i forhold til hvem holdet helst vil møde.
Cheftræneren Michele Demontis holder fast i sit ønske om at trække FC København, som han allerede havde håbet på til ottendedelsfinalen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det skal være FCK.
Hvorfor?
- Fordi jeg har et 0-9-resultat fra sidste sæson, der skal revancheres, siger han til Bold.
Ligesom Demontis ser Brabrand-backen Tobias Olesen også helst, at FCK kommer op ad bowlen.
- Der går jeg med det samme, som min træner. At trække FCK kunne være den fedeste oplevelse. Både fordi vi får dem på besøg her, men også fordi vi får en kæmpe oplevelse ved at komme en tur i Parken.
Vil drille storebror
Holdningen er en anden hos midtbanespilleren Jonas Berwald, der drømmer om et møde med den lokale storebror fra Fredensvang.
- Det kunne være fedt med noget i Jylland. Måske AGF kunne være fedt.
Så I kan drille storebror?
- Ja, præcis. Nu tror vi på, at vi kan drille alle. FCN er et godt hold, så hvis vi kan slå dem, er der også muligheder mod AGF.
Berwald får delvis opbakning fra målmanden Henrik Lindhard, der fik en hovedrolle i onsdagens dramatiske sejr, idet han blev skiftet ind kort før straffesparkskonkurrencen.
Det viste sig at give pote, da han pillede FCN's tiende spark og dermed banede vejen for den store sensation.
Lindhard kan også se noget fedt i at trække AGF i kvartfinalen, men samtidig tiltaler muligheden for en fed tur til København ham også.
- Mine klare favoritter må være at komme over til hovedstaden og spille i enten Parken eller på Brøndby Stadion. Ellers er jeg også sikker på, at man kunne lave noget rigtig fedt mod AGF.
- Jeg har også en kammerat ude i AGF i Frederik Brandhof. Det kunne være meget sjovt at møde ham. Det må umiddelbart være de tre, men københavner-holdene står nok forrest, siger keeperen.
Fra kvartfinalerne afgøres pokalkampene over to opgør. Både hjemme og ude.

AGF
FC København
Brabrand IF
Oddset Pokalen





































