FC Midtjylland og FC København skal spille pokalfinale.
Det står klart, efter at FCM søndag samlet slog AGF med 2-1 efter en 1-1-kamp i Herning.
Efter opgøret var cheftræner Mike Tullberg derfor i godt humør.
- Jeg glæder mig helt vildt. Det er jo ikke alle spillere og trænere, der får lov til at stå i en finale, så jeg glæder mig meget til at skulle en tur i Parken.
- Jeg er utrolig stolt over, at vi midt i marts kan stå og sige, at vi stadig er med i tre turneringer.
- Jeg ved godt, at vi ikke har vundet noget, men i Europa har vi trods alt skrevet historie. Vi har fået en uheldig lodtrækning, men det betyder ikke, at det er umuligt. Vi skal over at lave et godt resultat i England, så vi har chancer i returen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi er en kamp fra at få en titel i pokalturneringen, og jeg synes, at vi har haft et svært program. Vi har slået FCN, Silkeborg, AGF og AaB. AGF er jo Superligaens førerhold, og vi var også lidt i problemer mod FCN på udebane.
- Nu er vi i finalen, og i Superligaen jagter vi også førstepladsen. Vi er et godt sted, og vi er glade for, at vi indtil videre har lavet en god sæson. Nu skal vi ud at præstere de sidste to-tre måneder, siger Tullberg.
Selv om FCK har misset mesterskabsspillet efter en meget skidt kampagne i Superligaen, vil Tullberg ikke sige, at FCM er favoritter til at vinde pokalturneringen.
- Det synes jeg ikke. Nu spiller FCK nedrykningsspil, og så må man gå ud fra, at de bliver nummer syv.
- Med den kvalitet, som de har, så skal de blive nummer syv, og nu kunne jeg se, at min gamle angriber fra Dortmund er begyndt at lave mål for dem.
- Jeg tror, at de kommer til at stå et andet sted, og de spiller en hjemmekamp mod FCM. Jeg vil sige, at det bliver fifty-fifty, siger Tullberg.
Pokalfinalen spilles den 14. maj.

FC Midtjylland
FC København
Oddset Pokalen

































