Det er tid til en ny æra i Liverpool.
Andoni Iraola er blevet ansat som ny cheftræner og står nu foran sin første sæson med nøglerne til Anfield. Allerede nu er der meget at tage hensyn til for ham.
Liverpool-cheftræneren lægger ikke skjul på, at han håber at kunne afvise interessen for Alexis Mac Allister.
Den argentinske midtbanespiller er blevet sat i forbindelse med et skifte til Real Madrid, men Iraola gør det klart, at han ønsker at beholde en af holdets største profiler.
- Jeg synes, Alexis var en af klubbens bedste spillere i sidste sæson, og han spillede også et rigtig godt VM.
- Det er normalt, at andre klubber ønsker vores bedste spillere. Det sker altid på transfermarkedet. Men ligesom andre klubber vil have vores gode spillere, vil jeg gerne beholde dem. Jeg ser faktisk mere frem til at hente nye spillere end til at miste dem, siger Iraola.
Artiklen fortsætter efter billedet

Mac Allister har fortsat to år tilbage af sin kontrakt med Liverpool og ventes at støde til truppen igen efter sin ferie oven på VM-slutrunden.
Samtidig erkender Iraola, at Liverpool har klare mangler i truppen efter sommerens afgange.
- Det er svært at sætte et antal på. Når transfervinduet er åbent, skal man altid være åben for muligheder for at forbedre truppen.
- Der er nogle åbenlyse positioner, hvor vi skal hente spillere. En kantspiller for eksempel. Der skal vi helt sikkert hente en.
- Men der er også andre positioner, hvor vi må analysere, hvad markedet tilbyder, hvad det koster, og hvordan vi vurderer de spillere, vi allerede har, lyder det fra Andoni Iraola.
Liverpools sæson starter 23. august hjemme på Anfield, hvor Newcastle kommer på besøg.
Inden da spiller holdet flere testkampe, hvor Liverpool skal møde Sunderland, Wrexham, Leeds, Monaco og til sidst Como.

Få Braithwaite hjem til Superligaen
Ugens Suppe | Afsnit 3Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem.
Læs mere
Liverpool
Real Madrid
Premier League






































