Jeppe Okkels har fået fremtiden på plads.
Tidligere mandag blev danskeren rygtet til Aberdeen på en lejeaftale fra Preston, og nu er handlen gået igennem. Det bekræfter den skotske klub på deres hjemmeside.
Her fremgår det også, at Aberdeen har fået en købsoption med i aftalen.
Jeppe Okkels er glad for, at han får mulighed for at fortsætte karrieren i det skotske, og danskeren er nu klar på hurtigst muligt at komme i arbejdstøjet.
- Jeg har ventet på denne mulighed. Det er godt at være her og møde drengene, og jeg er spændt på at komme i gang, fortæller Okkels på Aberdeens hjemmeside.
- Det var virkelig vigtigt at få det hurtigt ordnet. Jeg vil komme og hjælpe holdet, så jo hurtigere jeg kunne være her, jo bedre. Jeg ser bare frem til denne mulighed.
I Aberdeen bliver 25-årige Okkels genforenet med sin tidligere træner fra Elfsborg-tiden, Jimmy Thelin, og det betyder også noget.
- Jeg kender træneren godt, og jeg ved, hvad han forventer, og hvordan han ser på fodbold, så jeg tror, det bliver et godt match. Han arbejder hårdt, er rolig og fokuseret på rejsen, så jeg har kun gode ting at sige.

Aberdeen
Preston
Premiership

































