Det kører ikke ligefrem på skinner for Real Madrid i øjeblikket.
Klubben er inde i en hård periode, der senest kulminerede med finalenederlaget mod ærkerivalerne fra FC Barcelona i Super Cuppen.
Her blev hovedstadsklubben kørt sønder og sammen i store dele af opgøret, og nogle vil endda gå så langt som at sige, at det var slutningen på en æra i Madrid.
Men sådan ser Real Madrid-træner Carlo Ancelotti ikke på sagen. Ifølge den spanske avis AS siger han på sit pressemøde op til Copa del Rey-kampen mod Villarreal torsdag aften, at det er en mulighed for at rejse sig igen.
- Det er en mulighed for os. Vi er inde i en hård periode. Det bliver en svær kamp, men vi ser på det som en chance for at komme ud af det.
- Alle har afskrevet os inden kampen i morgen (torsdag, red.), men vi tror på, at vi kan vende tingene.
- Det er en lang sæson. Vi skal komme igennem denne periode, hvor vi skal spille mod hold, der er i god form. Vi giver aldrig op. Jeg ved ikke hvornår, men vi håber, det bliver i morgen (torsdag, red.).
- Vi kommer ud af det, og det vil ske snart. Vi vil kæmpe til det sidste, siger Ancelotti.
Real Madrid mødte Villarreal så sent som 7. januar, dengang blev det til et nederlag på 1-2, så kongeklubben har revanche til gode.
Kampen spilles torsdag klokken 21.00.


Real Madrid
Villarreal
Copa del Rey

































