FC Barcelona indleder tirsdag aften deres forsvar af Copa del Rey-titlen.
Det sker på udebane mod Guadalajara fra den tredjebedste række.
Til opgøret har Marc-André ter Stegen fået lov til at vogte buret, hvilket er første gang i denne sæson.
Tyskeren har siddet ud med en rygskade, mens han også er blevet overhalet af Joan Garcia.
Selvom ter Stegen i mange år var førstemålmand i FC Barcelona og tilmed er nuværende anfører, skal han ikke regne med flere startpladser lige foreløbig.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er kun i dag (at han spiller, red.). Han er i form og kan vise, at han er klar, siger Hansi Flick til Movistar+ inden opgøret.
Pokalkampen skulle være gået i gang 21.00, men blev rykket med en halv time, da der var sikkerhedsproblemer i forbindelse med de mange tilskuere, som ville ind på det mindre stadion i Guadalajara, der ligger en smule øst for Madrid.
- Det er ikke godt med forsinkelsen, men spilleren skal vænne sig til forholdene, siger FC Barcelona-træneren.
Både Andreas Christensen og Roony Bardghji er startet inde i opgøret.

Barcelona
Guadalajara
Copa del Rey



















