










Real Madrid og Valencia spillede onsdag aften den første semfinale i den spanske Super Cup, der traditionen tro finder sted i Saudi-Arabien.
Her kæmpede begge hold om en plads i finalen i Super Cuppen.
Det var Real Madrid, der kom bedst fra start og allerede efter ti minutter var hovedstadsklubben tæt på at bringe sig i front, da en fejl i defensiven hos Valencia gav brasilianske Rodrygo en chance inde i feltet.
Rodrygos forsøg gik dog tæt forbi stolpen.
Efter 19 minutter var det Valencias Edinson Cavani, der forsøgte at omsætte tværpasning, da han hoppede højt og fik hovedet på bolden.
Real Madrids målmand Thibaut Courtois viste dog som mange gange før sine utrolige reflekser og forhindrede Cavanis forsøg fra at gå i nettet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Der var spillet 38 minutter, da Karim Benzema i et løb blev nedlagt i feltet af Valencias Eray Comert. Dommeren var ikke i tvivl og pegede direkte på straffesparkspletten.
Den franske angriber har været noget usikker fra straffesparkspletten tidligere, men han svigtede ikke denne gang, og dermed kom Real Madrid i front på 1-0.
Tæt affære i intenst dyst
Da anden halvleg blev fløjtet i gang var det Valencia, der kom bedst ud af pausen.
Således skulle der kun gå sølle 24 sekunder, før at Valencias portugisiske Lino udlignede. Efter et indlæg blev slået frem til den bagerste stolpe af venstrebacken Toni Lato, kunne Lino sende bolden i mål til 1-1.
Chancer manglede der ikke for begge de spanske hold, da det bølgede frem og tilbage, men begge hold stod kompakt på banen og clearede de fleste indlæg, der blev sendt ind i feltet.
Efter 69 minutter måtte Real Madrids Lucas Vazquez udgå i det, der lignede en skade, og ind kom i stedet Dani Cavajal.
Det var tydeligt, at begge hold sænkede tempoet mod slutningen af kampen, da der som bekendt var tale om en kamp om finalepladsen.
Benzema kunne dog have bragt sit hold på 2-1 efter et indlæg, men den franske angriber headede bolden over mål i det 87. minut.
Der blev lagt syv minutters tillægstid af dommeren, og til slut i den ordinære spilletid var det Real Madrids Federico Valverde, der fra distancen forsøgte sig, men den georgiske målmand Giorgi Mamardashvili reddede sikkert.
Straffesparks-drama endte med succes til Real
Dermed skulle kampen ud i to gange 15 minutter.
Allerede to minutter inde i den forlængede spilletid kunne brasilianske Vinicius Junior have gjort det onde ved Valencia, da han følt sendte bolden hen over det lange hjørne.
Men Valencias målmand lykkedes med at komme ud i fuld længde og pille bolden ned i en sand tv-redning.
I den forlængede spilletid var det Real Madrid, der pressede mest på, og efter 105 minutter kunne et drøn fra Toni Kroos have bragt Real Madrid i front endnu engang, men Mamardashvili stod en fantastisk kamp, hvor han gang på gang i kampen viste sine kvaliteter på stregen.
Det forblev dog 1-1 under den forlængede spilletid, hvor begge hold havde deres chancer til at komme i front og afgøre kampen. Det hele måtte derfor ud i en nervepirrende straffesparkskonkurrence.
Her lagde både Cavani og Benzema ud med at score på sine spark fra pletten, mens Valencias Comert måtte se sit skud stryge over mål.
Dermed havde Real Madrid fordelen i hule hånd hele vejen frem til det femte spark, hvor Jose Gaya blev den store skurk sendte det afgørende skud direkte ind i Thibaut Courtois.
Real Madrid sendte derfor Valencia hjem i en nervepirrende straffesparkskonkurrence og er klar til finalen i den spanske Super Cup, hvor de enten skal møde FC Barcelona eller Real Betis.


Real Madrid
Valencia
Supercup



































