Det lugtede længe af en kedelig nullert i Parken, da FC København og Brøndby søndag middag krydsede klinger.
Men i midten af anden halvleg fik FC København den forløsning, de så længe har sukket efter, da Jordan Larsson eksekverede fra de 11 meter og sikrede løverne en derbysejr på 1-0.
Dermed holder Jacob Neestrup og co. fast i toppen af Superligaen efter et opgør, hvor de kunne have endt helt ude i mørket.
I stedet lever mesterskabsdrømmen fortsat i hovedstaden, mens Steve Coopers tropper missede muligheden for at skabe en afstand på hele ni point til ærkerivalerne.
Her er Bolds fem fokuspunkter fra opgøret:
Han skreg det ud
Spiller fra hjemmeholdet i fokus
Jordan Larsson kunne gå på vandet i mesterskabsspillet, men i denne sæson har svenskeren været langt fra det niveau. Længe lignede det også, at det ville blive en ny svær dag for kantspilleren, der midtvejs i anden halvleg skulle skiftes ud.
Lige indtil Jacob Neestrup stoppede ham. Larsson skulle tage det straffespark, FCK blev tildelt, og her var han sikkerheden selv, inden han skreg af glæde. Dét jubelbrøl fortalte alt om, hvor vigtigt målet var. For ham og for klubben.
Evig kilde til uro
Spiller fra udeholdet i fokus
Han var et stort fokuspunkt på træningsbanen i FC København forud for derbyet, og det forstår man godt. Noah Nartey var der, der og alle vegne i Parken, hvor han igen og igen drev gæk med FCK-spillerne med sine glidende bevægelser og smarte vendinger.
Den unge dansker var en evig kilde til uro, når Brøndby skulle sætte noget sammen offensivt, og han vil derfor også ærgre sig ekstra over, at gæsterne ikke formåede at omsætte det til flere farlige situationer.
Målfattig tendens
Statistik i fokus
Allerede på forhånd var der noget, der tydede på, at søndagens derby ville blive målfattigt. Både i 2023 og 2024 endte det således 0-0 mellem de københavnske ærkerivaler, når kickoff var klokken 12.00.
Det tidlige tidspunkt er til for at forhindre ballade blandt fansene, men til gengæld er tendensen på banen tydelig. Det kaster ikke mange mål af sig, og det er ekstremt ærgerligt, når der er tale om Danmarks største klubkamp. Ét mål på straffespark i løbet af seks halvlege siger det hele.
Nye toner blandt FCK-fans
Fans i fokus
Opfordring til at droppe pyro ved spillermodtagelsen og en gennemført tifo på alle tribunerne for første gang i meget lang tid. Bold har gennem året løbende beskrevet den betændte konflikt, der har været mellem de stemningsskabende FCK-fans og klubben, men søndag var den pakket væk.
Der var stor opbakning fra Sektion 12, der virker til at have begravet stridsøksen væk - i hvert fald for en stund - midt i det, der har været en svær tid for de danske mestre.
Et vendepunkt?
Træner i fokus
Hånd på bolden fra Frederik Alves endte med at give FC København den forløsning, de har sukket efter så længe. Både resultaterne og præstationerne har været alarmerende, og i søndagens derby sad alt bestemt ikke i skabet.
Alligevel kan netop den hånd vise sig at være det, der kan blive vendepunktet for Jacob Neestrups tropper. Cheftræneren har stadig et stort stykke arbejde foran sig, men han ved om nogen, hvordan en derbysejr kan ændre alt.

Få Braithwaite hjem til Superligaen
Ugens Suppe | Afsnit 3Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem.
Læs mere


FC København
Brøndby IF
3F Superliga































