

FCK's sommerindkøb Gabriel Pereira har fået fuld tid i FCK's bagkæde de seneste fem kampe.
Den 24-årige brasilianer har ædt sig ind i Jacob Neestups idealopstilling og også vundet fansenes hjerter med en derbyscoring. Det vil med andre ord være skidt, hvis løverne må undvære ham i løbet af sæsonen.
Og det er der en reel risiko for.
Pereira er nemlig kommet til den danske hovedstad med en 60 dages karantænedom hængende over hovedet som konsekvens af noget tumult efter afslutningen af den forgangne sæsons sidste kamp i Portugal mellem stopperens tidligere klub Gil Vicente og Estrela da Amadora.
En karantænedom, der er udstedt af det portugisiske fodboldforbund, og som rækker ind i både Superligaen og pokalen, men ikke i europæiske turneringer. Gil Vicente har anket dommen, hvorfor sagen er suspenderet, mens ankesagen står på, og derfor er FCK berettiget til at bruge Pereira i kamp.
Artiklen fortsætter efter billedet

Tidshorisonten for det endelige udfald er fortsat ikke kendt, men sikkert er det, at en potentiel karantæne vil gælde fra en ny, fremtidig dato og 60 dage frem, hvis der fortsat bliver tale om en strafnedsættelse af den størrelse, hvilket Bold tidligere har beskrevet.
Efter FCK's 2-0-sejr over AaB i Superligaens niende spillerunde spurgte Bold Jacob Neestrup til, hvad han gjorde sig af overvejelser om den potentielle karantæne, der kan ramme Pereira.
Cheftræneren er overbevist om, at truppen er så stærk, at det ikke vil stoppe FCK, selvom han naturligvis foretrækker at råde over alle sine spillere.
- Man vil gerne have dygtige spillere til rådighed, men Marcos López er tilbage lige rundt om hjørnet. Kevin Diks kan rykkes ind, og Munashe Garananga er til rådighed.
- Det er ikke det, der kommer til at sætte en stopper for progressionen for det her fodboldhold.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Da FCK købte Gabriel Pereira, oplyste Gil Vicente i forbindelse med handlen, at forsvarsspilleren koster fem millioner euro, og at prisen kan stige til syv millioner euro, hvis alle bonusser bliver indfriet. Det svarer potentielt til 52 millioner kroner, og derfor kan han blive det dyreste køb i Superligaen nogensinde.
Situationen omkring Pereira er ikke helt ny i dansk sammenhæng.
For tre år siden blev forsvarsspillerens landsmand – FC Midtjyllands Juninho – idømt otte spilledages karantæne kort tid efter, at han var kommet til det midtjyske fra den brasilianske klub Bahia.
Det skyldtes dengang en disciplinærsag efter en pokalkamp i hjemlandet og betød, at Juninho missede FC Midtjyllands Champions League-kvalifikationsbrag ude mod hollandske PSV Eindhoven og de næste fem spilledage på tværs af alle turneringer, fordi han allerede havde afsonet to spilledage i Brasilien.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
AaB
3F Superliga




































