Strasbourg har set sig varme på en af Superligaens helt store forsvarsprofiler.
Allerede lørdag kunne Bold afsløre, at Ligue 1-klubben havde indledt dialog med FC Nordsjælland om Lucas Høgsberg, men nu er de blevet afvist.
Ifølge Bolds oplysninger har FC Nordsjælland takket nej til franskmændenes samlede bud på 13 mio. euro - 97 mio. danske kroner - for den talentfulde stopper.
Der var tale om et bud, hvor 11 mio. euro var penge her og nu, mens de sidste to mio. euro var gennem bonusordninger. Derudover indeholdt buddet en videresalgsklausul.
Men Farum-klubben vil have mere for deres guldfugl, hvis de skal sige ja til at skyde ham afsted.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det er ellers ikke småpenge, der er tale om.
Lucas Høgsberg ville være den dyreste stopper ud af Superligaen, hvis ledelsen havde accepteret buddet, men der skal altså flere penge på bordet, hvis den danske landsholdsspiller skal til Frankrig.
Aktuelt er det Denis Vavro, der kan prale af den status, da han for seks år siden skiftede fra FC København til Lazio for omkring 80 mio. kroner med bonusser.
I efteråret var Høgsberg blandt de absolut største profiler i den danske liga, og i en alder af bare 18 år valgte Brian Riemer at udtage forsvarsspilleren til det danske A-landshold, inden han senere fik sin rød-hvide debut i Parken i marts.
Sidste sommer forlængede stortalentet sin aftale med FC Nordsjælland frem til 2028 og kunne allerede et halvt år senere have taget skridtet ud i Europa.
Men buddet fra italienske Como kom sent i vinterens transfervindue, og derfor mente hverken FCN eller Høgsberg, at timingen var den rigtige på daværende tidspunkt.
Nu lurer et skifte til fransk fodbold, men kun hvis Strasbourg smider endnu flere penge på bordet.
Strasbourg kom i 2023 på amerikanske hænder, da konsortiet bag Premier League-klubben Chelsea, BlueCo, opkøbte den franske klub. Dermed er Chelsea og Strasbourg søsterklubber.
De endte på en syvendeplads i Ligue 1 i den forgangne sæson.
Bold kunne onsdag afsløre, at FC Nordsjælland er tæt på at hente den norske Roma-spiller Ola Solbakken. Læs mere om det her.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere


FC Nordsjælland
Strasbourg
3F Superliga





































