


Der var lagt op til Bronze-duel i Farum, da FCN tog imod Viborg.
Ét point skilte de to mandskaber inden opgøret, og dermed var der lagt op til en intens fodboldkamp.
Det bidrog begge hold til i en spændende kamp, der var fyldt med mål, store chancer og VAR-drama.
Til sidst trak FCN sig sejrrigt ud med en 2-1-sejr efter en sen scoring af Justin Janssen.
Resultatet betyder, at FCN har fire point ned til Viborg på fjerdepladsen.
Det var dog udeholdet, der startede opgøret bedst. Opgøret var knapt fløjtet i gang, før Charly Nouck var tæt på at give gæsterne en drømmestart.
Artiklen fortsætter efter billedet

Viborg-spilleren trak ind fra venstresiden og sendte en afslutning afsted mod det fjerneste hjørne, men Andreas Hansen i FCN-målet reddede afslutningen.
Hjemmeholdet fandt hurtigt rytmen efter den usikre start og sad tungt på boldbesiddelsen.
Store FCN-chancer
Den øgede boldbesiddelse betød, at hjemmeholdet fik spillet sig frem til flere chancer. Caleb Yirenkyi var tæt på at bringe hjemmeholdet foran, da han kom først på et indlæg fra Peter Ankersen. Bolden endte i sidenettet og snød tilskuerne på lægterne.
Det gav FCN blod på tanden, og et par minutter senere var de igen på spil. En afslutning fra midtbanespilleren Justin Janssen snød Lucas Lund i Viborg-målet, da bolden tog en afretning, men den sneg sig snært forbi mål.
Nouck og Amoako med scoringer
Charly Nouck bragte Viborg foran efter 20 minutter.
Viborg-spilleren dukkede op bagerst i Nordsjælland-feltet, hvor en bold fra holdkammeraten Dorian Junior dumpede ned for fødderne af Nouck.
Viborg-spilleren svigtede ikke og sendte bolden i mål fra kort afstand. Hjemmeholdet svarede hurtigt igen, da de efter 31 minutter bragte balance i regnskabet.
Prince Amoako trak ind i banen og afsluttede på kanten af feltet og fandt netmaskerne efter en afretning.
Første halvleg havde flere forsøg fra begge mandskaber, men den sidste skarphed manglede og dermed stod der 1-1 efter 45 minutter.
Intens indledning og VAR-drama
Viborg kom ud som lyn og torden fra pausen, og var tæt på at score efter få minutter. Mads Søndergaard testede Andreas Hansen i målet, men den rutinerede FCN-målmand diskede op med en flot redning.
Anden halvleg foregik i et hæsblæsende tempo, hvor ingen af mandskaberne brugte lang tid på bolden, før de testede modstanderens målmand.
Viborg var yderst tæt på at komme foran 2-1 efter 53 minutter. Viborg-spilleren Dorian Junior satte ugeneret hovedet på en bold fra Sami Jalal, men bolden endte på overliggeren fra kort hold og dumpede ned på stregen.
Viborg-spilleren appellerede for, at bolden havde passeret stregen, og situationen blev tjekket igennem i VAR-rummet. Dommen blev, at bolden ikke havde passeret stregen og derfor var stillingen fortsat 1-1.
VAR kom igen i spil da Tobias Salquist headede bolden ned på armen.
Viborg-spillerne protesterede og kampens dommer skulle se situationen igennem på VAR-skærmen. Konklusionen var, at armen ikke var i en unaturlig position, og dermed slap hjemmeholdet med skrækken.
Nordsjælland satte kniven ind
Justin Janssen satte hjemmeholdet på sejrskurs, da han efter et hjørnespark headede bolden i mål bag Lucas Lund i Viborg-målet.
Efter scoringen fortsatte FC Nordsjælland presset, men ind kom bolden ikke. Dermed vandt FC Nordsjælland 2-1 over Viborg.

Stage vil være landsholdstraktor
Hattrick | Afsnit 63I et stort interview med Bold taler Jens Stage nu ud om sit forhold til både AGF og FCK – og sætter samtidig ord på sin rolle i landsholdshierarkiet.
Læs mere

FC Nordsjælland
Viborg FF
3F Superliga






































