




Silkeborg startede søndagens opgør mod Viborg flyvende. Allerede efter ti minutter kunne Kent Nielsen se sit mandskab være foran 2-0. Denne føring formåede Silkeborg ikke at holde, da Viborg inden pausen kæmpede sig på 2-2.
På trods af store chancer til begge hold lignede det længe en kamp, hvor begge hold kunne gå fra banen med et point. Et VAR-tjek i de døende minutter resulterede i et straffespark, som Jens Martin Gammelby eksekverede på og dermed sikrede Silkeborg sejren.
Det var derfor en Kent Nielsen, der glædede sig over sit holds begyndelse på kampen, da han mødte pressen efter kampen.
- Vi starter sindssygt stærkt og laver to flotte mål. Vi kunne også godt være kommet på mere. Og så føler jeg, lidt ud af ingenting, at Viborg får slidt sig tilbage og gør så, at Viborg er det bedste hold resten af første halvleg
- I anden ville vi gerne have lidt længere angreb, og det, synes jeg, hjalp os noget. Generelt synes jeg, vi var dårlige til at forsvare, men alligevel synes jeg, vi hele tiden holdt os inde i kampen.
Artiklen fortsætter efter billedet

I løbet af kampen måtte VAR flere gange assistere kampens dommer. Det endte blandt andet ud i to annullerede scoringer til Viborg. Derudover fik Silkeborg, grundet en VAR-kendelse, tilkendt et straffespark i de døende minutter af opgøret.
På trods at straffesparket vekslede et point til tre for Silkeborg, så mener Silkeborg-chefen ikke, at der bør være straffespark.
- Jeg har ikke set de to, hvor der bliver dømt frispark mod Viborg. Jeg har set ”hands”, og det er jo bare en af de der, hvor man stadig nogle gange siger ”forhelvede altså”. Det tilfaldt os, men i min bog er der ikke straffe.
- Jeg er jo ikke inde i alle de der ”hands”-regler længere, og jeg kan heller ikke forstå, at Salquist (Tobias, red.) skulle have rødt her i fredags, siger Silkeborg-træneren.
Dagens sejr betyder, at Kent Nielsen og Silkeborg IF har seks point efter sæsonens første fem kampe. Silkeborgs næste kamp er på søndag, hvor de på udebane tørner sammen med FC Midtjylland.

Make VM Great Again: Gruppegennemgang og Panini-listen
Drømmeklubben | Afsnit 1VM har føltes langt væk - og ikke kun fordi det foregår på den anden side af Atlanten.
Læs mere
Silkeborg IF
Viborg FF
3F Superliga





































