KLUMME: VAR er fodboldens version af Black Mirror

Nu er det nok! VAR har nu taget sin plads som det kontroversielle omdrejningspunkt i fodboldverdenen, og som en passioneret tilskuer kan jeg ikke længere ignorere den urolige følelse, den efterlader. 

Efter flere sæsoner med VAR er det på tide at tage et skridt tilbage og sætte spørgsmålstegn ved, om vi virkelig har opnået det, vi blev lovet. Fodbold, som vi engang kendte det, er blevet infiltreret af teknologi og beslutninger, der ofte efterlader os mere forvirrede end oplyste. 

Så lad os tage et øjeblik til at reflektere over denne teknologiske æra, der har gjort os til tilskuere til en diskussion, der trækker os væk fra spillets kerne og de følelser, det plejede at vække. 

Der var engang en tid, hvor fodbold var en simpel fornøjelse, en ballet af hurtighed, lidenskab og uforudsigelighed. Men som en mørk skygge på en solrig dag har VAR indtaget fodboldens verden og efterladt os med en bitter eftersmag af teknologi, tvivl og tabt ægthed. 

Historien om VAR begyndte som en tilsyneladende godhjertet idé - brug af teknologi til at rette fejl, styrke retfærdighed og hæve standarderne i international og dansk fodbold. Men i stedet er det blevet til Pandoras æske, der har frigivet mere tvivl, kontroverser og frustrationer i spillets hjerte. Det er som om, at fodboldens dæmoner har fundet et nyt legetøj at plage os med. 

I de gyldne dage var en dommers fløjte en symfoni af autoritet og beslutning. Spillet flød som en utæmmet flod, og fejl var en del af charmen. Det er nok noget, Englænderne i 1986 vil være uenige i, eller irerne i 2009, hvor Henry sendte Frankrig til VM efter at have taget hånden med bolden. Men vil vi ikke hellere leve med menneskelige fejl end matematiske udregninger, hvor vi alligevel ikke er sikre på, at facit er korrekt?  

Nu er fløjten blevet til et symbolsk spørgsmålstegn, der hænger i luften, mens vi venter på, at det altafgørende øjeblik afklares af en ansigtsløs tv-monitor. Det var en tid, hvor skæbne og straffe var dikteret af mænd i sort, men nu er de reduceret til at være marionetter i et teknologisk teater. Spillets ånd er totalt forduftet. Som i TOTALT! 

Vi har set det gentagne gange - et kald, der bliver revideret, og beslutningen om, hvorvidt der er tale om en "clear and obvious" fejl synes at ændre sig som blæsten. Fra den ene kamp til den næste bliver linjerne flyttet, og vores tro på, at vi har forstået reglerne, bliver rokket i sin grundvold. 

Hvorfor er der ingen rød tråd i disse kald? Hvorfor er definitionen af "clear and obvious" så flygtig? Er det en bevidst beslutning for at undgå enhver form for konsistens, eller er det et tegn på, at vi måske ikke har tænkt grundigt nok over, hvordan VAR skal anvendes? 

Tag bare de seneste eksempler fra Superligaen. 

I sæsonpræmieren mellem FC Midtjylland og Hvidovre erkendte dommerteamet efter kampen, at de havde lavet en VAR-fejl, da der skulle være dømt straffespark til Hvidovre. Her udtalte dommerformanden Michael Johansen, at VAR-checket simpelthen blev gennemført for hurtigt.  

Og senest i fjerde spillerunde, hvor en forholdsvis rolig kamp i Aarhus blev til et VAR-gedemarked. 

Først blev der ikke dømt et klart og tydeligt straffespark til Duelund, da han blev tacklet i feltet. 

Dernæst blev der dømt straffespark til AGF, fordi Tobias Salquist havde hånden på bolden. Men selv Stevie Wonder kunne se, at Salquists bevægelse med armen var en naturlig del af måden, han faldt på, og ifølge lovgivningen er det helt lovligt at blive ramt på en støttende arm, uanset om den er placeret i græsset, før den rammes eller er på vej ned.  

Så derfor er mit klare og åbenlyse spørgsmål til dommerteamet: hvor finder I hjemmel i fodboldloven til at dømme sådan et straffespark? 

Umiddelbart inden denne situation havde Duelund en arm på i opspillet, som dog er helt korrekt dømt, da den kun skal give frispark til Silkeborg, hvis Duelund selv scorer. Og jeg skal blankt erkende, at en sådan regel måtte jeg også selv ned og researche efterfølgende, men var det overhovedet noget dommerteamet kiggede igennem? For hvis de billeder, vi ser på skærmen, er de samme, som dommerne har, så blev den situation slet ikke kigget igennen.  

Og da straffesparket så blev taget, var Nicolai Larsen ifølge dommerne gået for tidligt, og derfor skulle sparket tages om. Men ud fra de tv-billeder, vi fik vist, var der intet, der tydede på, at han var klart og tydeligt væk fra stregen. Så kære dommerteam, endnu en gang: hvor finder I hjemmel til at dømme et omspark? 

Med andre ord, er vi I dette virvar med VAR, som tv-seere og tilskuere, blevet til passive vidner til en tåget og teknologisk styret virkelighed? For når vi betragter VAR's indtog i fodboldverdenen, er det svært at undgå at tænke på det dystopiske univers, som Netflix-serien Black Mirror ofte udforsker.  

For ligesom i Black Mirror udfordrer VAR os til at undersøge grænserne for teknologiens rolle i vores liv og spillets essens. I serien bliver vi præsenteret for teknologiske innovationer, der tilsyneladende løser problemer, men i sidste ende ændrer de fundamentalt vores samfund, relationer og identitet. 

På samme måde havde VAR til formål at forbedre fodboldens retfærdighed og beslutningsproces. Dog er vi begyndt at se konturerne af en dystopisk fremtid, hvor teknologi kan dominere og underminere spillets menneskelige aspekter. 

Vi er blevet til digitale tilskuere, der kigger på, mens linjer og vinkler tager over. Vi er blevet til beskuere af kald, der bliver truffet bag skærmen uden mulighed for at forstå beslutningen, fordi de ansvarlige ikke tager os i hånden. Vi er blevet tilskuere til en proces, der mangler gennemsigtighed, til en beslutningstagning, der føles fjern og ukendt. Som senest i Aarhus. 

VAR blev indført i Superligaen i 20/21 sæsonen, så dette er fjerde sæson, vi har det i brug, og jeg er ked af at sige det, men uge efter uge glider forbi, og det er ikke længere den legesyge bold eller det perfekte mål, der optager os mest. I stedet er det VAR-kendelser, der stjæler rampelyset. 

De nærmest uendelige revideringer, linjedragninger og indkaldelser af VAR-dommerne er blevet til den slags handling, som vi ikke kunne forudse. Og hvor meget længere kan vi stå ud med det? 

Tænk sig, at børn på diverse legepladser, i lige så høj grad laver VAR-tegnet nu, som de laver en velkendt jubelscene eller dribbling. Det er trist. 

Så er dette virkelig, hvad vi ønsker? Er vi tilfredse med at blive reduceret til passive modtagere af teknologi, der dikterer spillets retning? Jeg vil hævde, at vi som fodboldens tilskuere fortjener mere. Vi fortjener at blive inddraget i beslutningsprocessen, at forstå, hvad der foregår, og at have muligheden for at deltage i diskussionen på lige vilkår allesammen. 

Så hvorfor fortsætter vi med at blive holdt i mørket, når det kommer til VAR-beslutninger? Er det, fordi dommerudvalget er bange for, at gennemsigtighed vil afsløre svaghederne i deres system? Er det, fordi vi frygter, at offentliggørelsen af beslutningsprocessen vil skabe mere kontrovers? For det tror jeg langt fra, det vil. Eller er det bare en bekvem måde at undgå at forklare beslutninger, der forbliver i luften som ubesvarede spørgsmål? Det tror jeg nærmere, det er. 

En af fodboldens mest dyrebare juveler var det spontane jubelbrøl, når bolden ramte nettet. Fansenes ekstatiske eksplosion var som et hjerteslag, der drev spillet fremad. Men nu er jublen blegnet, erstattet af en foruroligende tavshed, mens vi alle stirrer på skærmen for at se om linjen krydsede en imaginær grænse. I stedet for øjeblikkelig eufori, har VAR skabt et vakuum af usikkerhed. 

Fodbold var en dans af mennesker på grønne marker, hvor det var vigtigere at opleve spillet end at afkode det. VAR har omdannet denne dans til en teknologisk affære, hvor hvert træk bliver gransket i mikroskopisk detalje. Den ufiltrerede følelse er blevet erstattet af en kold, objektiv analyse. Vi ser nu på spil som kirurger, i stedet for som elskere af det smukke spil.  

Måske er det på tide at tænke tilbage på det, der gjorde fodbold magisk. Hvor spillet var en form for poesi, hvor vi sang med spillernes bevægelser og følte med hver boldberøring. Hvor dommeren var en arkitekt af retfærdighed og ikke en slave af teknologien. Hvor kontroverser var samtaleemner og dannede myter om legender og ikke laboratorieundersøgelser, som det mest af alt føles nu.   

Der er stadig tid til at genopdage fodboldens sjæl, men det kræver en ændring af kurs. VAR skal ikke nødvendigvis smides ud, men det skal bruges med omhu og med respekt for spillets essens. Teknologi kan forbedre, men den bør ikke dominere. Fodbold er en kunstform, og som enhver anden kunstform er det i sidste ende menneskers følelser og handlinger, der giver det liv.  

Det er tid til at insistere på, at fodbold ikke blot er tal og matematiske beregninger, men en smuk udfoldelse af menneskelige præstationer og lidenskab. Vi er mere end blot tilskuere; vi er en del af spillets puls, dets sjæl og dets historie. 

Lad os kræve gennemsigtighed, lad os kræve forklaringer, og lad os genopdage vores plads som aktive deltagere i fodboldens rejse. Og lad os få gennemsigtighed i Superligaen, som i sidste ende vil gøre både spillere, trænere, tilskuere og seere klogere på dommernes overvejelser i forbindelse med VAR-kald, i stedet for det kafkaske system, de kører, som virker meningsløst. 

For fodbold har aldrig handlet om pixels og linjer, men om kærligheden til spillet.