Der blev ikke scoret nogen mål, da FC Midtjylland søndag fik besøg af Brøndby IF.
I løbet af kampen var der dog en del dramatik, og der var især en situation i anden halvleg, som fyldte efter opgøret.
Emmanuel Dennis jagtede en bold, men endte med at ramme ind i FCM-keeper Elias Olafsson med et ben i hovedhøjde. Se situationen i videoen i artiklen.
Brøndby-angriberen slap med gult kort, men det var han ifølge FCM-træner Mike Tullberg heldig med.
- I anden halvleg smed vi alt for mange bolde, og det betød, at Brøndby kom ind i kampen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det gjorde, at de kom frem til store chancer, og jeg var glad for, at jeg havde Elias på mål.
- Jeg er selvfølgelig også glad for, at min målmand spillede 90 minutter og overlevede dagens kamp, siger Tullberg.
Herefter blev træneren spurgt ind til situationen:
- Der er klokkeklart rødt kort. Hvis man ikke får rødt kort for sådan en, ved jeg simpelthen ikke, hvornår der skal gives et rødt kort.
- Vi kan stå og snakke om dommerne, eller vi kan lade være. Jeg synes, at der er klokkeklart rødt kort, og så skal vi ikke bruge mere tid på det.
- Det er jo ikke dommeren, der spiller sådan i anden halvleg. Det var os selv, siger Tullberg.
Dommerne har fyldt uge efter uge for jer, og det gjorde det også på et tidspunkt i efteråret. Er det ikke ved at være irriterende?
- Jo, men det er præmissen. Så må man prøve at kunne være i det på en eller anden måde.
- Men når I spørger mig til situationen, er det klart, at jeg så svarer, at det var et klart rødt kort, siger Tullberg.


FC Midtjylland
Brøndby IF
3F Superliga



































