Ulrik le Fevre gik lørdag bort i en alder af 77 år efter et længere sygdomsforløb, og derfor var det ikke kun tre point, der var at kæmpe for, da Vejle Boldklub tørnede sammen med Silkeborg IF.
- Vi er glade for, at vi vandt for ham, vores fans og klubben. Det var et følsomt øjeblik for os, men det gav os det ekstra skub, som vi havde brug for, siger Vejle-træner, Ivan Prelec.
Det er noget, som Vejle-forsvarer Oliver Provstgaard var enig med cheftræneren om.
- Vi kæmpede ikke kun for de tre point, vi kæmpede også for klubbens historie, siger Oliver Provstgaard.
Den 20-årige U21-landsholdsspiller fortalte efterfølgende, hvordan klubbens direktør, Henrik Tønder, kom forbi og fortalte om Ulrik le Fevres betydning for klubben, hvilket var med til at give spillerne noget ekstra at kæmpe for.
Artiklen fortsætter efter billedet

Inden kampstart blev der holdt et minuts stilhed til ære for Vejle-legenden, hvor det tydeligt kunne mærkes, hvor stor betydning Ulrik le Fevre har haft for klubben i Nørreskoven. Derudover blev kampen også spillet med sørgebind.
Det var dog ikke kun Vejles fans, som var påvirkede af nyheden.
Det var Ivan Prelec også, på trods af, at han ikke har snakket meget med VB-legenden.
- Jeg har ikke selv snakket så meget med ham, men man kunne altid se, hvor positiv og god en person han var, når han var omkring klubben, siger den kroatiske cheftræner.
Ivan Prelec understregede efterfølgende, at Ulrik le Fevre aldrig vil blive glemt.
- Det er trist, men det er godt, at han altid vil leve videre i vores fans og spillernes hjerter, siger Prelec til Bold efter kampen.
Provstgaard var ligeledes påvirket af situationen.
- Nu er jeg jo selv Vejle-mand. Godt nok er jeg ikke selv gammel nok til at have set ham, men jeg ved, hvor stor betydning, han havde for klubben, så man bliver da rørt, siger Vejle-forsvareren.
Ulrik le Fevre nåede at spille 156 kampe for Vejle BK, hvor det blev til et enkelt dansk mesterskab i 1978. Vejle-legenden blev dertil indlemmet i dansk Hall of Fame i 2022.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Silkeborg IF
Vejle Boldklub
3F Superliga




































