Svenske Peter Gwargis forlader Malmö FF på en lejeaftale for resten af sæsonen.
Den 22-årige tidligere Brighton-spiller skifter til Degerfors IF. Det bekræfter både Malmö og Degerfors på deres hjemmesider.
Den offensive kantspiller udlejes for resten af sæsonen.
- Det er dejligt, det endeligt er på plads. Jeg er utrolig glad for at være her nu og kan ikke vente med at komme i gang, møde gutterne, komme ud og spille.
- For mig har det vigtigste været at have en plan, når jeg kom tilbage fra en alvorlig skade. Jeg fik en god snak med Degerfors, og det er en velkendt klub. Det er præcis dét, jeg har brug for, siger Gwargis til Degerfors' hjemmeside.
Malmös sportsdirektør mener også, at skiftet er det rette for den offensive spiller.
- Peter har kæmpet sig stærkt tilbage efter sin korsbåndsskade og er snart klar til kamp.
- I den fase Peter er i nu, hvor målet om at komme tilbage i fuld form er tæt på, kræves der bedre chancer for kontinuerlig spilletid, end vi kan tilbyde.
- Derfor er vi enige om, at et udlån til en klub på dette niveau er et glimrende skridt, siger MFF's sportsdirektør Daniel Andersson.
Peter Gwargis nåede kun at spille fem kampe i alt for Malmö siden skiftet tilbage i 2021.


Malmö FF
Degerfors
Allsvenskan
































