Kalmar FF tager snart hul på tilværelsen i den bedste svenske række og er i den forbindelse i fuld gang med forberedelserne forud for sæsonen.
Tirsdag har oprykkerne hentet forstærkning til kantpositionen.
21-årige Charles Sagoe Jr skifter således fra Arsenal til Kalmar FF på en lejeaftale, der gælder den resterende del af året.
I den svenske klub glæder man sig over tilgangen af den unge englænder.
- Dejligt, at han endelig er på plads. Charles er en spiller, vi har fulgt i lang tid. Han er meget atletisk, har rigtig god fart og kan lide at føre bolden i høj hastighed og udfordre sin modstander.
- Nu går han i gang med træningen, og forhåbentlig får vi ham allerede i kamp på lørdag mod IFK Norrköping, lyder det fra sportschef Mats Winblad.
Charles Sagoe Jr står noteret for én enkelt kamp på Arsenals førstehold og har for det meste gjort sig på diverse ungdomshold i klubben.
Han har desuden tidligere været lejet ud til Shrewsbury og Swansea.


Arsenal
Kalmar FF
Allsvenskan
































