




Med Brian Priske i spidsen skulle Sparta Prag finde oprejsning, efter det i midtugen blev til et nederlag mod upåagtede Aktobe fra Kazakhstan i Conference League-kvalifikationen.
Til søndagens hjemmekamp mod Mladá Boleslav startede to danskere inde i skikkelse af Peter Vindahl og Asger Sørensen, mens Magnus Kofod endnu en gang måtte tage plads på bænken.
Herfra kunne han se Albion Rrahmani bringe Sparta i front halvvejs gennem anden halvleg, da angriberen med en liggende flugter smækkede et indlæg fra Patrik Vydra i nettet.
Hjemmeholdets føring holdt dog ikke til pausen, for seks minutter inden bragte David Pech balance i regnskabet efter et kort hjørnespark.
Mlada Boleslav var ikke færdige og chokerede endnu en gang Sparta kort inde i anden halvleg, hvor Matyáš Vojta satte en ripost i nettet efter et glimrende gennemspillet angreb.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det så pludselig svært ud for Brian Priskes mandskab, men kort inden uret havde rundet en times spil, faldt så udligningen.
Lukáš Haraslín sendte et indlæg i boksen, hvor det tidligere Midtjylland-flop Jan Kuchta dukkede op og headede opgøret på 2-2.
Sparta kæmpede for at finde et sejrsmål, som dog ikke så ud til at komme - i hvert fald ikke før vi nåede dybt, dybt ind i tillægstiden.
Her blev hjemmeholdet tilkendt et altafgørende straffespark, da Martin Králik på utroligt kluntet vis fik stemplet indskiftede Victor Olatunji.
Lukáš Haraslín var sikkerheden selv med en vaskeægte panenka fra pletten, og så vandt Sparta Prag en yderst dramatisk affære med 3-2.
Brian Priske gav Peter Vindahl og Asger Sørensen fuld tid, mens Magnus Kofod for tredje kamp i træk slet ikke kom i spil.

Mladá Boleslav
Sparta Prag
1. Division





































