I midten af august havde Pape Meïssa Ba over to omgange en aftale på plads med QPR, som i sidste ende valgte at trække sig.
Det fik Schalke til at rase over den engelske klub.
- Vi er meget frustrerede over QPR’s ageren over de sidste to uger.
- Perioden har båret præg af forsinkelser uden forklaring, og så har der også været dage uden svar, lød det blandt andet fra tyskerne.
Nu har Pape Meïssa Ba dog endelig fået sit skifte.
Fredag oplyser Schalke således, at den 28-årige senegaleser er blevet solgt til polske Widzew Lodz.
- Pape vidste, at det ville blive svært for ham at få så meget spilletid her, som han havde håbet på.
- Efter åbne og ærlige samtaler om hans fremtid, ledte vi sammen efter en løsning – og nu har vi fundet den.
- Vi ønsker Pape alt det bedste fremover og takker ham for hans indsats i Schalke, siger fodbolddirektør Youri Mulder.
Angriberen nåede blot 13 optrædener i den tyske traditionsklub.

Schalke 04
Widzew Lodz
Tyskland 2. Bundesliga



































