Folketingsvalget er lige rundt om hjørnet, og det markerer vi med en rundspørge.
Her forholder ni politikere sig til en række spørgsmål om forskellige fodboldrelaterede emner.
Nu handler det om ligeløn på de danske landshold.

Morten Bødskov, Socialdemokratiet
Hvem holder du med?
- Siden 1982 har jeg holdt med Brøndby.
Hvem er Superligaens bedste spiller?
- Jeg vil fremhæve Superligaens mest talentfulde lige nu, og det er helt klart Jacob Ambæk.
- Han er enorm talentfuld og dygtig til at positionere sig på banen. Med det talent han har, tror jeg ikke, at Brøndby får lov at beholde ham særlig længe.
Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Skal herre- og kvindelandsholdet honoreres ligeligt trods forskellen på interesse og økonomi?
- Jeg er tilhænger af mere ligestilling i fodbold.
- Derfor er jeg også meget tilfreds med at se, at der bliver arbejdet meget ihærdigt for ligestillingen. Det gælder også i forhold til honoreringen, siger Morten Bødskov.

Morten Dahlin, Venstre
Hvem holder du med?
- Jeg har altid holdt med Brøndby. Der er ingen speciel historie, der gør det, for det har jeg bare altid gjort. Jeg hedder Morten, fordi det valgte mine forældre, og jeg holder med Brøndby, fordi det valgte min far.
- Det er et livslangt forhold til Brøndby, hvor jeg også har sæsonkort. Jeg må indrømme, at det sgu er lidt hårdt at se på lige nu, men det er selvfølgelig i medgang og modgang.
Hvem er Superligaens bedste spiller?
- Det er desværre ikke én fra Brøndby. Han er vel skadet lige nu, men ser man over sæsonen, har Franculino vist det højeste topniveau.
Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Skal herre- og kvindelandsholdet honoreres ligeligt trods forskellen på interesse og økonomi?
- Det er et godt spørgsmål, og jeg kan se argumenter både for og imod.
- På den ene side bliver vi nødt til at gøre mere for at støtte kvindefodbolden, som er en voksende sportsgren blandt piger og kvinder, og det er rigtig positivt.
- Der er også brug for at investere noget økonomi i det, hvis det skal løftes yderligere. På den anden side er herrefodbold også mere værd, og jeg synes jo grundlæggende, at man skal betales efter den værdi, man skaber.
- Jeg kan se argumenterne på begge sider, men det er vigtigt, at vi investerer mere i kvindefodbold for at løfte det.
- Det gælder også på lokalt niveau, hvor det ikke nytter noget, at kvindeholdene altid får de sidste træningstider, siger Morten Dahlin.

Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne
Hvem holder du med, og hvem er Superligaens bedste spiller?
- Jeg er Arsenal-fan, og så er jeg GF’er, og det har jeg været lige fra barnsben. Min bror og jeg voksede op i Brabrand, og vi har rigtig mange gode minder med byens hold.
- Det har været i med- og modgang og bogstaveligt talt op- og nedture. Lige nu er det jo en fryd at se De Hviie fra Fredensvang.
- Fra Links til Hansen, Dalsgaard til Arnstad. Sidstnævnte er i mine øjne Superligaens bedste i denne sæson.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Skal herre- og kvindelandsholdet honoreres ligeligt trods forskellen på interesse og økonomi?
- Nej, siger Peter Skaarup.

Sigurd Agersnap, SF
Hvem holder du med?
- Jeg holder med Lyngby. Jeg har selv spillet i Lyngby og kommet med min far på stadion som knægt, så det er nostalgi for mig.
Hvem er Superligaens bedste spiller?
- Vallys. Det er jeg jo nødt til at sige. Vi spillede sammen i de første år af hans seniorkarriere i Skjold. Dengang var han også god.
- Men mit tydeligste minde er efter en kamp, hvor vi sikrede os oprykning på Bornholm, og hvor han også var god på busturen efter.
Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Skal herre- og kvindelandsholdet honoreres ligeligt trods forskellen på interesse og økonomi?
- Ja, det synes jeg – og vi bør gå forrest og bane vejen.
- Herrelandsholdet har hele tiden sagt, at de ikke spiller på grund af lønnen, men for kvinderne vil det betyde ekstremt meget at kunne komme op på mændenes niveau, så de kan prioritere fodbolden i højere grad, siger Sigurd Agersnap.

Mohammad Rona, Moderaterne
Hvem holder du med, og hvem er Superligaens bedste spiller?
- Nu er AaB jo rykket ned, så det er lidt irriterende. Jeg bor i Aalborg, men altså hvem, der er Superligaens bedste spiller, det er et godt spørgsmål.
- Jeg synes, Pentz gør det godt for Brøndby, altså målmanden. Jeg synes Vallys er røget lidt fra i Brøndby. Det skal lige siges, at jeg er vokset op på den københavnske Vestegn, så jeg kan godt lide Brøndby, men det er ikke noget, man siger højt i det nordjyske - på nogen som helst måde.
- Jeg ser også AaB kampe i dag, især fordi mine børn er født her i Aalborg, og jeg bor i Aalborg, så det er meget naturligt, at vi følger med i, hvad der sker i AaB. Men Pentz tænker jeg, hvis jeg skal vælge en.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Skal herre- og kvindelandsholdet honoreres ligeligt trods forskellen på interesse og økonomi?
- Ja, det synes jeg, fordi kvindefodbold har bevæget sig et helt andet sted end for bare fem år siden.
- Der er selvfølgelig stadig forskel kommercielt og økonomisk, men jeg har selv en datter og kan se, hvor meget der bliver gjort for pigefodbold, og hvor langt de er kommet.
- Jeg ville have svært ved at skulle forklare, hvorfor min datter skulle have mindre end min søn, når de bruger den samme tid på det, siger Mohammed Rona.

Lise Bertelsen, Konservative
Hvem holder du med?
- Jeg holder med Viborg. Jeg bor i byen og har altid holdt med Viborg. Derudover er jeg medlem af Kløverfonden, der er Viborg FF’s velgørende organisation.
Hvem er Superligaens bedste spiller?
- Her vil jeg vælge vores egen Thomas Jørgensen, som er virkelig god, men jeg vil i den forbindelse også nævne Jeppe Grønning.
- Jeg synes, han er indbegrebet af ordentlighed, samtidig med han har et stort Viborg-hjerte.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Skal herre- og kvindelandsholdet honoreres ligeligt trods forskellen på interesse og økonomi?
- Ikke nødvendigvis.
- Jeg er meget glad for, at der er kommet et stort fokus på kvindefodbold.
- Men man må også se på, hvad sponsorer og andre putter i henholdsvis herre- og damelandsholdene. Det skal på en eller anden måde også afspejle sig i honoreringen, siger Lise Bertelsen.

Pelle Dragsted, Enhedslisten
Hvem holder du med?
- Jeg er kæmpe Brønshøj-fan, så det er ude på Tingbjerg, at jeg ser det meste fodbold live. Der er jeg tit med både venner og familie.
- Internationalt har jeg været Barcelona-fan i mange, mange år og har været til flere kampe på Camp Nou. Det handler både om kærligheden til måden, de spiller fodbold på, men det er jo også en klub, som er 100 procent fanejet.
Hvem er Superligaens bedste spiller?
- Du får et lidt socialistisk svar her, for der er jo masser af gode spillere, men fodbold er jo en holdsport. Du kan godt have en super god back, men hvis målmanden er totalt ringe, så kommer du ikke så langt. Jeg vil ikke udpege en bestemt spiller.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Skal herre- og kvindelandsholdet honoreres ligeligt trods forskellen på interesse og økonomi?
- Ja. Det er en lige så stor ære at repræsentere kvindelandsholdet som herrelandsholdet, så det bør være den samme lønning, når man spiller på landsholdet.
- Det er lige løn for lige arbejde, og det går vi ind for i Enhedslisten, siger Pelle Dragsted.
Allan Feldt, Dansk Folkeparti
Hvem holder du med?
- FC København.
Hvem er Superligaens bedste spiller?
- Suzuki er min favorit lige nu. Elegant og rolig samt flittig. "rydder op efter sig selv”. Jeg ved godt, der er mange andre, men jeg er jo FCK’er og har været det, siden Karsten Aabrink fik mig ind som sponsor.
Skal herre- og kvindelandsholdet honoreres ligeligt trods forskellen på interesse og økonomi?
- Ja, det er fint, synes jeg. Det er alligevel kun symbolsk betaling, og de må undvære deres familier og venner på samme niveau. DBU har råd til det, siger Allan Feldt.

Thomas Rohden, Radikale
Hvem holder du med?
- Jeg holder med FCK og er meget glad for mit sæsonkort til Sektion 12, som giver mig et godt afbræk i en travl hverdag - også selvom spillet på banen for tiden kunne være bedre!
Hvem er Superligaens bedste spiller?
- Normalt ville jeg pege på Mohamed Elyounoussi som Superligaens bedste spiller, men jeg må nok krybe til korset for tiden og pege på Midtjyllands Aral Simsir, som i mine øjne er helt essentiel i, hvad Midtjylland gerne vil på bolden. Det lykkes de jo også desværre meget godt med.
Skal herre- og kvindelandsholdet honoreres ligeligt trods forskellen på interesse og økonomi?
- Ja, det synes jeg er en udvikling vi skal arbejde hen i mod. Så er jeg med på, at rammerne rundt omkring er forskellige, og at herrelandsholdet trækker flere tilskuere.
- Men at repræsentere landsholdet bør ikke være med indtjening som motivationsfaktor, men i stedet en ære om at repræsentere Danmark. Jeg synes derfor, man bør lave en økonomisk grundpakke, der er identisk for herre- og kvindelandsholdet.
- Jeg noterer mig også, at FIFA arbejder på at give samme præmiepenge til herrernes VM i 2026 og til kvindernes VM i 2027, siger Thomas Rohden.
Det lykkedes ikke at få svar fra Liberal Alliance, Alternativet og Borgernes Parti.

Neestrup forhandler med græsk storklub
Hattrick | Afsnit 86Jacob Neestrup kan snart have styr på sin fremtid. Den tidligere FCK-træner er i forhandlinger med den græske storklub Panathinaikos.
Læs mere

Danmark
VM kval. UEFA

































