Der er endelig Betinia Liga på programmet igen!
Det var tydeligvis holdningen hele vejen rundt på Hornevej, da Bold onsdag var på besøg til AaB's træning.
Nordjyderne åbner foråret fredag aften mod Hillerød, der også er en del af den meget tætte topstrid. Frem mod forårspremieren slår AaB-cheftræner Steffen Højer fast, at det handler om en plads i top-6, før snakken kan gå på en retur til Superligaen.
Handler det om top-6, før det handler om oprykning?
- Ja, for vi har ikke fortjent mere. Vi har ikke fortjent mere, end at sige det handler om at vinde næste kamp og komme med i top-6.
- Den dag, vi kommer med i top-6, så er der kun én ting, der gælder. Det er logisk, og det handler det forhåbentligt om for alle hold, der kommer med i top-6. Lige nu handler det om premieren på fredag.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Hillerød har alt det, der skal til. De vil angribe og forsøge at komme ni point foran os. De er et godt hold, hvor mange af dem har været der i lang tid, og det samme gælder træneren. De har den kontinuitet, der virker i fodbold, siger Højer.
Superliga-nedrykkerne går ind til foråret på sjettepladsen i Betinia Liga, men også kun lige knap. AaB er á point med syvendepladsen, hvor Kolding IF ligger grundet færre antal scorede mål.
Mens Højer vil have top-6 i hus, før det skal handle om oprykning, er den tidligere U21-landstræner heller ikke bleg for at sige, det i sidste ende handler om at få AaB tilbage i Danmarks bedste række.
Selv om I først fokuserer på top-6, er det ultimative mål vel oprykning?
- 100 procent. AaB skal rykke op, og det er hurtigst muligt. Det må meget gerne blive i år, men vi kender også rækken, og vi kender fodbold. Vi gør alt, hvad vi kan, for at det bliver i år, men det kan også være, at det ikke gør.
- Jeg føler, at der er en fornuftig ro og tro på de ting, der bliver gjort lige i øjeblikket. Jeg tror, at alle omkring klubben ser sådan på det, siger Steffen Højer.
AaB's kamp mod Hillerød fløjtes op fredag klokken 19:00. Nordjyderne møder også Aarhus Fremad, Hobro og Esbjerg, inden tabellen knækker i to.

AaB
Betinia Liga


































