Det var bare et spørgsmål om tid, før Anthony Martials skifte til AEK Athen blev officielt.
Alle detaljer er nu faldet på plads, og den tidligere Monaco-spiller har skrevet under på en treårig aftale. Det skriver AEK Athen på sin hjemmeside.
Anthony Martial fortæller i forbindelse med skiftet, at han er meget glad.
- Jeg er meget glad. AEK er en god mulighed for mig, og jeg vil yde mit bedste for at opnå ting, vinde trofæer og bringe glæde til holdet, siger franskmanden.
28-årige Martial brød i sommer med United, som hentede ham til Premier League i 2015.
Det blev til 317 kampe for De Røde Djævle, hvor han scorede 90 mål og lavede 47 oplæg. Martial har også tørnet ud for Sevilla, Monaco og Lyon.
Han står noteret for 30 kampe på Frankrigs landshold.


AEK Athen
Super League



































