Brøndby har hentet fire spillere i januar, men tilgangene af Bartosz Slisz, Ousmane Sow, Ben Godfrey og Emmanuel Dennis betyder ikke, at de blågule har smækket vinduet i.
Tværtimod.
På træningslejren i Portugals sydligste by, Lagos, fortæller Steve Cooper til Bold, at Brøndby i de her dage investerer mange kræfter i at lukke huller på den forreste del af banen.
Og behovet er ikke blevet mindre af de seneste ugers begivenheder.
- Med Noah Narteys afgang og Filip Bundgaard, der mere eller mindre er ude resten af sæsonen, er det åbenlyst, at vi har brug for flere spillere i offensiven, og vi arbejder aktivt på at få det til at ske i det her transfervindue, fortæller den walisiske cheftræner.
- Noah var rigtig vigtig, og da jeg kom ind, havde jeg en klar idé om mine visioner for ham, hvilket var godt på vej, men vi ville også have været naive, hvis vi 100 procent havde planlagt efter, at han ville være her, så det handler om at se fremad, og vi skal finde en erstatning på den del af banen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Og så er der en sandsynlighed for, at vi styrker endnu en position. En klub som Brøndby skal faktisk arbejde på at styrke alle positioner.
Der er stor chance for, at der er tale om en forsvarsspiller. Ifølge Bolds oplysninger udelukker lejeaftalen med Ben Godfrey nemlig ikke muligheden for, at der kan ske yderligere bevægelser på indsiden i defensiven.

I løbet af januar har Cooper haft mulighed for at se flere forskellige konstellationer i træningskampene mod først Piast Gliwice og siden Seattle Sounders.
Selvom Nicolai Vallys kan dække det hul, som Nartey har efterladt, er han ikke en fast løsning på positionen, forklarer Cooper:
- Vallys kan spille den position, men så mister vi måske noget et andet sted på banen, siger Cooper med henvisning til, at Vallys har spillet venstre kant.
Siden Narteys afsked har Brøndby også lukket en aftale med nigerianske Emmanuel Dennis. Arbejdet med at få hans arbejdstilladelse helt på plads trækker dog ud, og ifølge Steve Cooper ændrer tilgangen af ham heller ikke noget i processen om at få den offensive kabale til at gå op.
- Han kan spille på kanten og helt fremme på samme niveau, så han er fleksibel, men vi skal have en til to mere i offensiven, fordi vi vil være et hold, hvor samtlige spillere spiller for en plads i startelleveren i den følgende kamp, og derfor har vi brug for mere bredde i truppen.
Hvad med Tonni Adamsen?
En del af løsningen kunne være Tonni Adamsen.
Brøndby har forsøgt at købe Silkeborg-angriberen i dette vindue, men siden SIF afviste et bud fra Brøndby, har forhandlingerne ifølge Bolds oplysninger mere eller mindre stået stille.
Silkeborg vil have mere, end hvad Brøndby lige nu finder fornuftigt at betale for en mand, der er kontraktfri til sommer.
Spørgsmålet er, om den holdning ændrer sig frem mod Deadline Day 2. februar.
Da Steve Cooper mødte pressen 9. januar, hvor Brøndbys interesse for Adamsen havde ramt medierne, var han ikke tilbageholdende med rosen.
- Han er en god spiller og velkendt i ligaen med tanke på alt det, han har gjort for Silkeborg. Jeg kan kun tale om ham gennem de analyser, vi har lavet i kampforberedelserne, og når vi har spillet mod Silkeborg.
- Jeg siger nok bare det, alle kan se i Tonni. At han er en rigtig god spiller, der har haft succes i Superligaen, og som har bevist, han kan score mål og gøre en forskel helt fremme.
Brøndby indleder forårssæsonen mod Randers 8. februar.

Eriksen vil til EM 2028
Hattrick | Afsnit 67Christian Eriksen fortsætter på landsholdet – og har nu også sat et konkret mål for fremtiden.
Læs mere
Gør Superligaen sjovere!
Har du styr på stjerner, start-11’er og styrkeforhold i Superligaen? Så skal du oprette dit managerhold med det samme! Det gør alle kampene sjovere - selv dem, som du normalt har kørende i baggrunden.
Opret din egen miniliga til vennerne, vælg dine spillere inden kick-off fredag den 6. februar kl. 19.00 og gør Superligaen sjovere med et managerhold på holdet.dk.
Husk du med Bold+ , kan få adgang til skarpe managertips til hver runde!

Brøndby IF
3F Superliga
































